Den norske prinsesse Ingrid Alexandra holder tilsyneladende med hockeyholdet Storhamar.

Søndag var hun nemlig at finde på hjemmebanetribunen med en veninde iført hockeyholdets trøje, skriver Hamar Arbeiderblad.

Her fremgår det, at veninden er kusine til en af spillerne på Storhamar, men kommunikationschefen for det norske hof, Guri Varpe, understreger overfor Dagbladet, at det royale besøg var af privat karakter.

Men den norske tronarving har sluppet ganske billigt for at vise sin opbakning.

For omtrent to uger tilbage var det nemlig vores egen kommende konge, prins Christian, der vakte opsigt ved at vise sin støtte i sportsligt lag.

Til derbykampen mellem FC København og Brøndby IF blev Danmarks kommende konge nemlig spottet i menneskemængden på Parkens VIP-tribune – og her var han iført et FCK-halstørklæde.

Det fik debatten på sociale medier til at eksplodere over, hvorvidt et medlem af den danske kongefamilie må holde med et lokalt hold.

Ikke mindst kaldte kritiske røster prinsens tørklæde for »tankeløst«, »dumt« og »unødvendigt« og flere opfordrede ligefrem til at nedlægge kongehuset.

Det danske kongehus' kommunikationschef Lene Balleby manede dog til besindighed og understregede, at prins Christian fik uddelt halstørklædet til kampen og desuden skal »have lov til at gå til en fodboldkamp uden at blive udsat for en efterfølgende mediestorm«.