Den norske prins Sverre Magnus har pakket sydfrugterne og er rykket til den portugisiske hovedstad, Lissabon.

Her studerer han Business Management og nyder et langt mere normalt ungdomsliv, end han har adgang til hjemme i Norge – men han har dog alligevel snuppet en uformel snak med det norske medie VG i Lissabons gader.

Her fortæller den 20-årige prins om, hvordan han har fået nye venner fra hele verden, heriblandt italienske studiekammerater, der er glimrende til at svinge palletten i køkkenet.

Alt holder sig dog strengt på det venskabelige plan for den unge tronarving.

For da han bliver spurgt direkte ind til, hvordan det egentlig står til på kærlighedsfronten, falder svaret prompte, kort og kontant:

»Det går dårligt,« fortalte en grinende prins til VG.

Prinsen læser på det prestigefyldte Forward College, der har campus i det hippe og eftertragtede Bairro Alto-område i Lissabon – og det er også netop i det kvarter, den norske prins har slået sig ned.

Efter planen skal Sverre Magnus studere et år i Portugal, før turen går videre til Paris og derefter til Berlin, hvor han afslutter sin internationale bacheloruddannelse.