Det danske kronprinspar er ikke det eneste, der er draget på skiferie i februar.

Mens vinterferien i det schweiziske fik en noget brat slutning for kronprins Frederik, der kom til skade under skiløb, lader alt til at være fryd og gammen hos nordmændene.

I hvert fald har kronprinsesse Mette-Marit netop delt et sødt billede af hende selv og kronprins Haakon på Instagram. Begge iført skitøj ser det ud, som om parret nyder deres skiferie.

Og det er til trods for, at det styrter ned med sne, hvilket man kan se på det andet billede, som kronprinsessen har lagt på sin Instagram-profil.

'Sikke glad man bliver af kun at kunne se ti meter (frem, red.) her i blæsten,' skriver hun til opslaget.

Dermed er parret atter samlet, efter kronprins Haakons stortanlagte besøg i Mozambique i sidste uge.

Her var han ledsaget af den norske udviklingsminister, Dag-Inge Ulstein, da han over to dage blandt andet besøgte skoler og hilste på landets præsident.

Formålet med besøget var at sætte fokus på de klimaforandringer, der tydeligt kommer til udtryk i det afrikanske land, hvis jordbrug er hårdt ramt.

Ligeledes repræsenterede kronprinsen Norge under åbningen af projektet 'Sammen om inklusion', der er et samarbejde mellem norske organisationer og organisationer i Mozambique. Et projekt, der skal sætte fokus på blandt andet uddannelse.

Når kronprinsesse Mette-Marit ikke var med under besøget, kan det skyldes, at hun de seneste år har afholdt sig fra at varetage for mange officielle pligter.

Hun lider nemlig af en kronisk lungesygdom, der tærer på hendes energi, lød det fra kongehuset i efteråret 2018.

»Sygdommen betyder, at arbejdskapaciteten vil variere. Kronprinsen og jeg vælger at oplyse om dette nu, fordi jeg i fremtiden vil have behov for at planlægge perioder uden arbejde. Det vil blive nødvendigt i perioder med behov for behandling, eller når sygdommen er mere aktiv,« sagde kronprinsessen i pressemeddelelsen dengang.