I næsten 100 år har det været så sikkert som amen i kirken, at en norsk prins eller prinsesse, der fyldte 18 år, ville få en ny bil af Kongelig Norsk Automobilforbund (KNA).

Men nu er det slut. Den slags hører til fortiden, og den kommende kronprinsesse Ingrid Alexandra skal ikke regne med den slags gave.

Det fastslår det norske kongehus over for det norske dagblad VG.

Gavedebatten om ‘upassende’ gaver til det norske kongehus er atter vakt til live, efter at forfatteren Ulrik Eriksen for nylig skrev en kronik i VG, hvor han bad den 16-årige Ingrid Alexandra og hendes lillebror om at sige nej til den traditionelle gave, når de fylder 18 år.

Ifølge Ulrik Eriksen vil det være upassende, hvis kongehuset bliver associeret med et forbund, der forsøger at fremme bilisme.

»Jeg håber, at kongehuset siger kategorisk nej til at tage imod biler fra denne organisation,« siger Eriksen, der også mener, at KNA burde droppe ordet ‘kongelig’ fra sit navn.

Men Eriksen behøver ikke at bekymre sig. For Kongehuset har tilsyneladende ikke tænkt sig at modtage flere biler fra KNA, lyder det.

Ifølge VG henviser det norske kongehus til den nye gavepolitik, som de offentliggjorde i 2015. Her har man valgt at sige nej tak til gaver fra ‘kommercielle aktører’.

Prinsesse Ingrid Alexandra ses her med sin far, kronprins Haakon, samt sin lillebror prins Sverre Magnus. 
Prinsesse Ingrid Alexandra ses her med sin far, kronprins Haakon, samt sin lillebror prins Sverre Magnus.  Foto: VALDRIN XHEMAJ
Vis mere

De strikse regler blev lavet, efter det norske kongehus flere gange havde fået ørerne i maskinen - blandt andet, da det blev kendt, at den norske kronprinsesse Mette-Marit havde fået flere dyre luksuskjoler forærende.

Og også tilbage i 1998 var der ballade, da prinsesse Märtha Louise fik en hest til over otte millioner kroner af en rigmand. Prinsessen var en dygtigt springrytter og havde brug for en ny hest, men da rigmanden samtidig var forretningsmand, og kongen efterfølgende deltog i åbning af hans indkøbscenter, skabte det stor debat.

I Danmark har der også flere gange været debat om gaver til kongehuset og det nære forhold mellem kongehusets medlemmer og nogle af Danmarks rigeste personer.

Blandt andet har en ekspert fra CBS tidligere påpeget, at det er problematisk, at kronprinsparret har et meget tæt forhold til Lego - både privat familien, der ejer Lego, men også officielt, når de deltager i mange Lego-arrangementer:

»Når kongefamilien giver Legos produkter opmærksomhed, så sker det i et officielt embede. Og den tid, man bruger i et officielt embede, skal jo helst ikke være påvirket af, hvilke gaver man modtager som privatperson,« vurderede forsker i magtnetværk CBS Christoph Ellersgaard i 2016 for B.T.

I Norge ulmer bildebatten stadig. For selv om det altså nu burde været skåret ud i pap, at det norske kongehus holder sig fra at modtage biler i gave, så er Ulrik Eriksen dog ikke så sikker.

Han mener ikke, at KNA går ind under ‘kommerciel aktør’, da det er en interesseorganisation. Og derfor mener han, at det vil klæde det norske kongehus at tydeliggøre, at man ikke modtager biler fra organisationen.