Den norske kong Harald er blevet indlagt på et sygehus i Malaysia.

Han er blevet syg under sin ferie, og er blevet indlagt på sygehuset med en infektion.

Det skriver NRK.

Den 87-årige konge bliver behandlet af både læger fra Malaysia og Norge, skriver det norske kongehus i en pressemeddelelse.

Kong Harald vendte tilbage på job i starten af februar efter at være sygemeldt.

Han har de seneste år flere gange bøvlet med helbredet.

I begyndelsen af 2020 blev han, ifølge Ritzau, indlagt for svimmelhed. Han blev raskmeldt og udskrevet et par uger senere.

Senere på året blev han indlagt på ny. Her gennemgik han en hjerteoperation, hvor han fik indsat en ny hjerteklap.

Kongen blev senest opereret i 2021 for en seneskade over højre knæ. Den operation var vellykket, og kongen blev senere erklæret i fin form.

Kong Harald har siddet på tronen siden 1991.