Skal en monark slippe for at svare på kritiske spørgsmål om sin familie, fordi han er gammel?
Ja, mener en norsk kongehusekspert.

Tove Taalesen dækker det royale stof for Nettavisen, og hun maner nu til forståelse og besindighed blandt de norske journalister.
Hun mener slet og ret, at medierne skal lade kongeparret være i fred og lade være med at stille dem ubehagelige spørgsmål.
Lørdag deltager den 89-årige kong Harald og den 88-årige dronning Sonja i et arrangement på Holmekollen i forbindelse med world cuppen i skiskydning.
Og den royale ekspert frygter, at kongeparret bliver mødt med en byge af spørgsmål om både kronprinsesse Mette-Marit og skandalen om Marius Borg Høiby.

»Jeg håber jo, at norsk presse lader kongen og dronningen slippe for at svare på vanskelige spørgsmål. Det er et kongepar, som snart er 90 år gamle, som skal til Holmekollen for at fejre glæden ved idræt sammen med norske idrætsudøvere,« siger hun til Nettavisen.
Arrangementet finder sted dagen efter, at svigerdatteren gav et meget omdiskuteret interview med NRK om sit venskab med seksualforbryderen Jeffrey Epstein.
Samtidig nærmer retssagen mod bonus-barnebarnet Marius Borg Høiby sig sin afslutning.
Men den den royale ekspert mener, at kongeparret skal have fred til at passe deres repræsentationsopgaver.

De to er nemlig - sammen med kronprins Haakon - de eneste i den kongelige familier, som varetager officielle opgaver, påpeger hun.
Taalesen siger, at hun »fra bunden af mit hjerte« håber, at parret får lov at være i fred.
»Jeg tænker, at hvis vi ikke havde haft kongen og dronningen, hvad havde dette kongehus så været? Så havde det bare været skandaler og elendighed og retssager og interview.«
»De er jo langt over pensionsalderen! At de faktisk orker, har kapacitet og har lyst til at repræsentere - til trods for at hele deres hus omtrent er faldet sammen. Så det skal vi søreme være glade for,« lyder det fra den norske kongehusekspert.
Tove Taalesen er blandt de norske eksperter, som har været meget kritiske overfor det interview, Mette-Marit gav fredag.
»Mette-Marit leverede ikke, hvad hun havde brug for for at genopbygge tilliden,« skrev hun om sagen fredag under overskriften 'Mette-Marit bør ikke blive dronning.'
