TV2 Norges kongehusekspert hylder nu norske dronning Sonja for at genbruge en kjole, hun har haft på før - nemlig da hun mødte den islandske præsident tilbage i 1992.

Tirsdag var scenen sat for en gallamiddag på kongeslottet i Norge i anledning af, at regentparret fik besøg af Islands præsident Guðni Th. Jóhannesson og hans hustru Eliza Reid. I den forbindelse valgte Dronning Sonja at gå i gemmerne og finde en 25 år gammel kjole frem, som hun havde på, da regentparret besøgte Island i 1992, skriver norske TV2.

»Genbrugsdronningen slår til igen! Jeg finder det forbløffende, at dronning Sonja til tirsdagens gallamiddag på kongeslottet faktisk vælger at tage en 25 år gammel kjole på,« siger TV2s kongehusekspert Kjell Arne Totland.

Eksperten var selv med regentparret i Island i september 1992 og fortæller, at kjolen er designet af danske Erik Mortensen, der døde i 1998.

Designeren skabte ifølge eksperten kjolen specielt til besøget, hvor den skulle matche det blå i den islandske Falkeorden.

Det er ikke første eller anden gang, dronningen hiver kjolen ud af skabet. For at variere looket har dronningen dog andre smykker på denne gang.

»På Island i 1992 havde hun et stort diamantdiadem på, som hun havde fået efter dronning Josefina. Hun havde også andre strålende smykker på til sin nye kjole, mens hun i aften bar kjolen med et diadem fra dronning Maud og andre perlesmykker,« siger Kjell Arne Totland.

Det lader til, at dronningen er glad for dansk design. Til den svenske prins Carl Philips bryllup i 2015 havde hun en anden dansk kjole på, også designet af Erik Mortensen. Den kjole havde hun tidligere brugt til regentparrets 60-års jubilæum i 1997.