Norske public service-tv NRK lavede torsdag et 20 minutter langt interview med kronprinsesse Mette-Marit, som fredag morgen blev offentliggjort.
I interviewet blev kronprinsessen foreholdt spørgsmål om hendes relation til den afdøde forretningsmand Jeffrey Epstein.
Norske VG og Aftenposten har sidenhen fået foretaget en meningsmåling af Respons Analyse, om hvorvidt Mette-Marit havde svaret godt nok på spørgsmålene.
I undersøgelsen viste det sig, at knap 70 procent ud af 668 adspurgte, der havde set interviewet, ikke fandt Mette-Marits svar tilstrækkelige, eller gode nok.
Ud over de 70 procent, som ikke fandt Mette-Marits svar gode nok, så har også 47 procent svaret, at Mette-Marit ikke er egnet til at blive Norges dronning.
Ifølge norske TV 2's kongehusekspert Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen er der problemer ved undersøgelsen.
- Samtidig er det på mange måder for tidligt at gennemføre en sådan undersøgelse. Denne undersøgelse laves næsten i affekt, med tanke på, at mange kommentatorer har udtalt sig kritisk i løbet af dagen, siger Ole-Jørgen Schulsrud-Hansen ifølge NTB.
Mette-Marit er gift med kronprins Haakon, og derefter næstkommende regent, når kong Harald dør.
/ritzau/
