Brede smil og tydelig lykke.
Prins Harry og Meghan Markle har frigivet tre helt nye billeder taget efter det storslåede bryllup lørdag i St George’s Chapel i Windsor.
Det er de første officielle billeder af brudeparret, og fotografen bag dem er Alexi Lubomirski, der også var kamerafører, da det nu nygifte par sidste år udsendte et officielt foto i forbindelse med forlovelsen.
Det ene af billederne viser Harry og Meghan – som i forbindelse med brylluppet har fået titlerne Hertug og Hertuginde af Sussex – omgivet af de ti brudesvende og brudepiger.
Et andet viser brudeparret sammen med hele familien, mens det sidste er af Harry og Meghan siddende sammen på en trappesten ved Windsor Castle.
Det nyslåede ægtepar har forladt Windsor Castle og er taget hjem til Kensington Palace. De må dog vente lidt med at nyde hinandens selskab under mere private former på en bryllupsrejse. Allerede mandag har de taget hul på deres officielle pligter.