Søndag meldte Kongehuset ud, at dronning Margrethe – igen – er blevet indlagt. Denne gang med en blodansamling i hofteregionen og mild dehydrering.

Nu reagerer to af dronningens nære venner på nyheden om indlæggelsen.

»Det da klart, at man ikke er glad for at høre det. Det er forfærdeligt for dronningen. Men da dronningen er sej, kommer hun nok tilbage med styrke. Det plejer hun,« siger skuespiller Joen Bille til Billed-Bladet.

Hans ægtefælle, kunstkritiker og forfatter Bente Scavenius, kalder det 'trist', at dronningen for tredje gang på kort tid skal indlægges.

14. maj blev dronningen indlagt med hjertekramper. Hun fik efterfølgende en ballonudvidelse af hjertets kranspulsåre.

Kort tid efter udskrivelsen blev hun igen indlagt på Rigshospitalet i fem dage.

Indlæggelsen skyldtes en større blodansamling i hofteregionen fra et tidligere fald.

6. september blev dronning Margrethe igen indlagt på Rigshospitalet. Denne gang efter at have fået et ildebefindende.

»Der er konstateret en ny blodansamling i hofteregionen samt mild dehydrering, der begge behandles,« lød det i en meddelelse fra Kongehuset søndag.

Her blev det tilføjet, at dronningen 'er ved godt mod', og at hun efter omstændighederne har det godt.

Den aktuelle indlæggelse betyder, at dronning Margrethe har måttet melde afbud til sin grandfætter, norske kong Haralds begravelse, onsdag.

Dronning Margrethe forventes at skulle være indlagt i omkring en uge.

For på sine ældre dage er det bestemt ikke første gang, at den 86-årige forhenværende regent har måttet igennem et hospitalsbesøg og ladet sig behandle for alt fra allergiske reaktioner og forkølelser til et nyt knæ og kræft i underlivet.

Følg kong Haralds begravelse og det norske tronskifte i B.T.s liveblog HER.