Kongehusets farverige medlem, prins Henrik, har atter en gang været ude i medierne og lufte sine drømme om en dag at blive konge. Og det undrer ikke hans ven, modeskaberen Erik Brandt.

For vennen gennem 45 år kender prins Henrik bedre end de fleste. Og at prinsgemalen atter engang får lyst til at udtrykke sin utilfredshed over ikke at være sidestillet med sin kone, dronningen, går fint i tråd med den type person, som prins Henrik er.

»Han er sin menings mand. Han mener det, han siger,« siger Erik Brandt.

Læs også: Kongehusekspert er ikke i tvivl: Prins Henriks kritik skader kongehuset

Prinsgemalen har flere gange siden 1996 udtrykt utilfredshed over ikke at være konge. Og denne gang lod han atter følelserne få frit løb i et interview i den franske avis Le Figaro.

»Det gør mig vred, at jeg bliver udsat for diskrimination. Danmark, der ellers er kendt for at være en ivrig forsvarer af ligestillingen mellem kønnene, er åbenbart villig til at betragte ægtemænd som mindre værd end deres koner,« siger prins Henrik blandt andet i interviewet.

Erik Brandt har tidligere udtalt sig om prins Henriks og har ikke lyst til at kommentere, hvorfor prinsen tager emnet op gang på gang.

»Men der er et fransk ordsprog, der hedder: 'Plus royal que le roi , som betyder mere kongelig end kongen selv. Sådan tænker prins Henrik sikkert, og det kan han tillade sig, for han er sådan et prægtigt menneske, og hele Danmark holder af ham,« siger Erik Brandt, der tydeligt er glad for sin kongelige ven.

»Han er jo alletiders menneske. Han er et prægtigt menneske og vennernes ven,« siger 72-årige Brandt, der tidligere blandt andet spillede tennis med prins Henrik tre-fire gange om ugen.

Læs også: Vennen om prins Henrik: Derfor vil han så gerne være konge

Sidst prins Henrik luftede kongedrømmen var i februar, hvor han under et internationalt pressemøde sammen med dronningen om terror i København, pludselig begyndte at stille spørgsmål til, hvorfor han ikke kunne blive konge.

Dengang sagde Erik Brandt, at den manglende titel har ærgret prinsgemalen gennem lang tid.

»Det har gået ham på i rigtig mange år. Han vil gerne ligestilles med dronning Margrethe og have folkets fulde anerkendelse, og det føler han ikke, han kan få uden titlen,« fortalte Erik Brandt, som dog ikke ville gøre sig klog på, om prins Henrik skal kaldes konge eller ej.