Kongefamilien havde fundet de helt store smykkeskrin frem ved aftenens nytårskur- og taffel på Amalienborg.
Og særligt dronning Margrethe og prinsesse Maries diademer var næppe tilfældige, påpeger kongehushistoriker Emma Paaske over for B.T.

Dronning Margrethe bar Naasut-diademet - naasut betyder i øvrigt blomst på grønlandsk.
Kongehushistoriker Emma Paaske oplyser til B.T., at diademet er en gave fra Det Grønlandske Selvstyre til dronning Margrethes regeringsjubilæum i 2012.
Emma Paaske oplyser desuden, at diademet er af grønlandsk guld med brillanter og er udført af Nicolai Appel.
Også prinsesse Maries diadem, som hun bar ved aftenens taffel, har en særlig historie, fortæller Emma Paaske.

»I forbindelse med et fransk statsbesøg i 2018 skabte prinsesse Marie i samarbejde det franske juvelérfirma Mauboussin et nyt fransk diadem: Nuits claires, eller på dansk: Lyse nætter.«
»Prinsesse Maries inspiration til diademets farver fik hun fra de lyse sommeraftener- og nætter, som vi oplever i Danmark,« oplyser hun videre.
Historikeren er da heller ikke i tvivl om, at de to diademer skal sende nogle klare signaler midt i en politisk turbulent tid.
»Smykker kan udtrykke og fortælle deres egen historie. Dronning Margrethes Grønlandske diadem fremhæver Rigsfællesskabet, mens Maries franske diadem fremhæver det europæiske fællesskab,« siger hun.

