Andrew Mountbatten-Windsor har knap nok nået at pakke flyttekasserne ud i sin nye residens i Sandringham i det østlige England. 

Men eksprinsens tilstedeværelse har allerede skabt drama i nabolaget.  

Det britiske medie Mirror har talt med lokale i King's Lynn nær Sandringham, hvor der hersker utilfredshed blandt flere af byens borgere.

Det gælder blandt andre Angela, der ikke har meget tilovers for den tidligere prins' eskapader.

»Vi elsker Sandringham, vi er ligeglade med, hvem der er der, men jeg synes, han burde gå i eksil og skåne os for al denne elendighed,« siger hun til mediet. 

Lokale Chris Thompson udtrykker også utilfredshed med flytningen og siger, at han ikke mener, at Andrews ankomst er en »særlig god idé«.

»Jeg ville gerne tro, at kong Charles hjælper ham med regningerne, men det er ret trist derude. Jeg tror ikke rigtig, at der bliver meget for ham at gøre,« tilføjer han.

I over 20 år har Andrew Mountbatten-Windsor boet på Royal Lodge i Windsor med sin ekskone Sarah Ferguson.

Men i oktober blev det annonceret, at den 65-årige eksprins ville blive smidt ud af det kongelige luksusbolig på grund af sine forbindelser til den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Ifølge flere medier flyttede han til Sandringham i Norfolk i starten af februar.