Det er ikke blot sommerferie, det er også weekend, og den kombination betyder nok for de flestes vedkommende, at det er tid til at slappe af.

Men sådan er det ikke for Danmarks kronprins, Christian.

Den nyudklækkede student har nemlig en vigtig opgave, der strækker sig fra lørdag til tirsdag.

Ifølge Kongehusets kalender, er han i disse dage landets regent.

Det betyder også, at kong Frederik og dronning Mary, som de seneste dage har tilbragt tid på Gråsten Slot, er rejst udenlands.

Billede Bladet skriver, at der er tale om en privat ferie, og derfor står det heller ikke klart, hvor de er taget hen. Forventningen er dog, at de er på plads i Paris, når OL på fredag åbnes.

Det er ikke første gang, kronprins Christian skal indtage rollen som regent.

I januar og februar, da kong Frederik var væk på erhvervsfremstød, måtte den ældste søn træde til.

Og hvorfor er det vigtigt, at der er en regent? Det forklarede kongehusekspert og hofhistoriker Sebastian Olden-Jørgensen dengang til B.T.

»Grunden til, vi har en regent, er fordi vi ifølge grundloven har et konstitutionelt kongedømme, der betyder, at hvis ikke kongen sætter sin underskrift på lovene, så har de ikke gyldighed – han er simpelthen en del af statsmaskineriet, og derfor skal der altid være én til at gøre det.«

Og kronprins Christian var da også nødt til at sætte sin underskrift på et dokument, som gav Morten Dahlin, minister for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde Morten Dahlin, lov til at gå på forældreorlov.