Modeekspert storroser kronprins Christians første gallataffel: 'Man skulle tro, han var kongen'
»Han er én af dem, der bærer sit tøj bedst,« lyder det begejstret om den 21-årige kronprins, der netop har debuteret til aftenens kongelige gallataffel.

»Han er én af dem, der bærer sit tøj bedst,« lyder det begejstret om den 21-årige kronprins, der netop har debuteret til aftenens kongelige gallataffel.

Kronprins Christian deltager mandag i sit første statsbesøg under aftenens fornemme gallataffel.
Og den 21-årige kronprins møder nu store roser for sit antræk til debuten, hvor han ankom i sin Kongelige Livgardes røde gallauniform.

»Jeg synes faktisk, han er én af dem, der bærer sig tøj bedst,« lyder den begejstrede dom fra herremodeekspert Torsten Grunwald til B.T.
»Hans uniform sidder godt på ham, og han bærer den roligt og myndigt. Hvis man ikke vidste bedre, og faren ikke var så gråhåret, så kunne man godt tro, at det var Christian, der var konge,« lyder det med et grin fra modeskribenten.
Kong Frederiks antræk til gallataflet har Torsten Grunwald dog heller ikke noget at udsætte på.
Tværtimod roser han begge de to kongelige i deres respektive militære uniformer.

»På sådan en aften med galla, så kan man, hvis man har en uniform, bære den i stedet for kjole og hvidt, såsom politikerne har på,« forklarer Torsten Grunwald.
»Og der bærer Kronprinsen sin uniform fra Livgarden og kong Frederik sin fra Søværnet, så det er meget naturligt.«
Men kronprins Christians debut som deltager til et statsbesøg – under mandagens gallataffel i anledning af førstedagen af det vietnamesiske præsidentpars statsbesøg – fortjener alligevel den største ros.
For det handler ikke kun om tøjet, men i særdeleshed også udstrålingen for den »høje, slanke fyr på 190 centimeter« kronprins Christian.

»Tøjet skal dels sidde på kroppen ordentligt og passe, men der er også et element i at være i sit tøj, ikke mindst til store, særlige begivenheder,« forklarer modeksperten.
»Og der kan man bare se, at kronprins Christian har et nærmest helt naturligt royalt flair for det,« storroser han.