Kong Frederik var bogstavelig talt bedre klædt på til årets nytårstale end til sin debut sidste år.
Men er det ikke på tide at skifte det formelle jakkesæt ud med den mere festlige smoking til nytårstalen?

Det mener – blandt flere – herremodeekspert Torsten Grunwald.
»Nytårsaften er aftenen, hvor man bærer smoking, og i princippet sidder folk selv klar i deres smokinger. Der kunne kong Frederik spille med på den fest og bedre bidrage til det fællesskab,« lyder det fra Torsten Grunwald.
Han er forfatter til flere bøger om herremode og så driver han magasinet Den velklædte mand.
Og så mener han altså, at det ville passe bedre til kong Frederik med en smoking, når han taler til nationen på årets sidste dag.

»Kong Frederik prøver at agere stor statsmand, der bærer nationen på sine skuldre nytårsaften, men det er måske lidt for stor en byrde at lægge på ham. Jeg tror, vi får mere ud af ham, hvis han bidrager til festen i stedet for. Det falder ham også mere naturligt at spille på den gode stemning, og det tager hensyn til, hvad det er for en aften,« lyder vurderingen.
Også Weekendavisens kulturkommentator Anne Sophia Hermansen har talt for, at kong Frederik fremover trak i smoking til sine nytårstaler.
I sin podcast 'Damerne først' kaldte hun kong Frederiks antræk til sin første nytårstale for »noget mellemledertøj«, der gerne måtte blive skiftet ud med en smoking.
Og det ønske gentager hun i sin efterfølgende kommentar på nytårstalen i Weekendavisen.

»Egentlig gad jeg også godt se ham i smoking,« lyder det her fra Anne Sophia Hermansen.
»Sidste år lignede Frederik mere end bedemand end en statsmand. Omvendt synes vi ikke ligefrem på vej ind i festlige tider, og hvis James Bond kunne genskabe verdensordenen iført jakkesæt, må det også være arbejdstøjet for kong Frederik,« indvender hun dog.
Og det perspektiv forstår herremodeekspert Torsten Grunwald også til fulde.
»Umiddelbart er det mest passende med jakkesæt. Kong Frederiks morfar, Frederik d. 9, havde også altid jakkesæt på til nytårstalen, og dronning Margrethe var heller aldrig i det helt store festtøj. Og når det kommer til konger og dronninger har traditioner meget stor betydning,« forklarer herretøjseksperten.

»Derudover er kong Frederik jo sådan set på arbejde, og der er det pæne, formelle jakkesæt bare meget mere arbejdstøj end en smoking, som er til fest.«
Der er da også hovedsageligt roser fra eksperten til det jakkesæt, som kong Frederik endte med at holde sin nytårstale i.
»Det jakkesæt, han var i, var det bedst mulige jakkesæt, han kunne have valgt; et blåt jakkesæt med hvid skjorte og vest og mørkeblåt slips, det man egentligt kalder en aftenhabit, og inden for genren er det den optimale løsning,« lyder det fra Torsten Grunwald.
»Så var der nogle små tekniske ting som skjorteflippen, der var lidt for lille, men det er finere detaljer.«
Fra bedemandshabit til privat fest i smoking
Dog mener herremodeeksperten stadig, at en smoking havde klædt Kongen bedre end det fine jakkesæt til årets nytårstale.
»Der var en anstrengthed over ham, som man også kunne se i den måde, slipseknuden var bundet med et lidt genstridigt udtryk, som jeg ikke brød mig om. Den anstrengthed kunne man have dæmpet, hvis han havde fået lov til at sidde i smoking,« påpeger han.
Dog var kong Frederiks jakkesæt til årets nytårstale i al fald bedre end »Downton Abbey-habitten« sidste år, lyder vurderingen.
»Sidste år var jakkesættet koksgråt, lidt monokromt og altmodisch på en kostumeagtig måde,« lyder det fra eksperten.

Om ikke andet er Torsten Grunwald i al fald forvisset om, at kong Frederik trak i smoking efter sin nytårstale.
»Bagefter har han helt sikkert skiftet til smoking, jeg kan slet ikke forestille mig andet. Så har han været på arbejde, og så skifter han bagefter, når han skal til fest,« lyder vurderingen.
Kongehuset har ikke ønsket at kommentere kong Frederiks valg af jakkesæt – eller mulig mangel på smoking – til nytårstalen.
I forhold til, hvordan det kongelige nytår efterfølgende blev fejret, lyder svaret her blot, at det blev markeret privat.
