Smykkekunstner må give sit livsværk billigere, end han havde regnet med. Den store folkegave kører nu på skinner efter fuldrigger-fiasko i starten

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Det er ikke så ligetil, når det danske folk gerne vil give en gave til kronprins Frederik og hans kommende brud, Mary Donaldson. Det har de sidste måneders bestræbelser bevist mere end én gang.

Først blev det pure afvist af hoffet, at brudeparret skulle have foræret en træskibsfuldrigger. Det skib havde hoffet ingen midler til at kunne tage sig af, og så måtte initiativtagerne bag rigsfolkegaven komme med nye ideer.

Det er så blevet til et fornemt Flora Danica-stel, som laves på Royal Copenhagen i stedet for, og det ser alle ud til at være vældig godt tilfredse med.

Forpoppet makværk
Men dertil kommer en kærlighedssang »When you hold Me« til brudeparret, lavet af sangeren Erann DD, og netop denne plade har fået en barsk kritik af flere musikanmeldere.

Det er noget »forpoppet makværk«, er der flere, som mener, men på den anden side vil pladen sikkert sælge godt, mener andre. Den bliver solgt i kongeblå CD-boks med Kronprinsens monogram på forsiden, og penge fra salget går til udsatte børn i Grønland og på Færøerne.

Men fortrædelighederne i forbindelse med rigsfolkegaven er småting sammenlignet med alt det bøvl, der har været med Frøslev-Skrinet - et smykkeskrin som brave folk i Sønderjylland har taget initiativ til, at Mary og Frederik skal have på deres bryllupsdag.

Det er smykkekunstneren i Pandrup i Vendsyssel, Bent Exner, 71, som har fremstillet smykkeskrinet med den spændende historiske baggrund. Men de 1,7 mio. kr., som han havde regnet med at få for sit arbejde, bliver ikke realistisk. Dertil er der ikke indsamlede midler nok.

Indtil nu har man indsamlet små 700.000 kr., og tidligere amtsborgmester Kresten Philipsen håber, at der når indsamlingen slutter, vil være samlet op imod en million kr. ind.

En overgang mente smykkekunstneren, at han kunne risikere at måtte gå fra hus og hjem, men i dag er han mere optimistisk.

»Mit livsværk«
»Jeg går ikke så meget op i penge. Udarbejdelsen af dette smykkeskrin har jeg arbejdet på i årevis, og der er tale om et livsværk. Det er af en meget stor værdi for mig selv, at jeg nu har fået det færdiglavet,« siger han

Alligevel kan kunstneren ikke helt lade være med at spekulere på, om han i virkeligheden bliver den, som kommer til at give den største gave af alle til kronprinseparret, når det kommer til stykket.

Siden oktober har tre personer arbejdet på det historiske smykkeskrin, og så kommer alle arbejdstimerne årene forinden af Bent Exner selv.

»Det har trættet mig enormt, at journalister har været mere interesseret i balladen om pengene end i selve den kunstneriske udformning af skrinet,« siger Bent Exner, som i flere tilfælde har lavet smykkearbejder til de kongelige.

Hvad angår selve indsamlingsarbejdet til smykkeskrinet i Sønderjylland, står det klart, at det langtfra har været professionelt fra starten, og Kresten Philipsen erkender, at det har været svært at rette op på tingene her i slutspurten frem til brylluppet. F.eks. har flere virksomheder, kommuner og amter valgt at gå deres egne veje.

Modgang undervejs
Jørn Grønkjær Jensen, Viborg, er en af initiativtagerne til rigsfolkegaven, og han erkender, at man skal være parat til modgang undervejs, når man tager initiativ til kongelige folkegaver.

»Der vil altid være diskussioner undervejs, men modgang gør én stærk, og der er massevis af mennesker, som har ofret meget frivillighed i det her. Det gør de naturligvis, fordi de er glade og stolte over det danske kongehus.

Vi er ikke nervøse for, at der ikke kommer nok penge ind. Tværtimod. Nu kommer der udstillinger af Flora Danica-porcelænet i ni danske byer samt i Flensborg, og indsamlingen slutter ikke ved selve brylluppet.

Den fortsætter også i tiden derefter, og det vil så til sidst vise sig, hvor omfattende det specielle kongelige stel bliver i sidste ende. Vi har mange store firmaer, som støtter os, og senest har f.eks. Dan Æg ønsket at give ægge-bægre i stellet som deres gave,« siger han.

Formand for rigsfolkegaven er Majbritt Saerens, kendt som Søs fra »Krøniken«, og desuden er regentparrets gode ven, den festlige Kjeld Hillingsø med i præsidiet ligesom en vis Tour de France-helt, Bjarne Riis også slår et slag for, at Mary og Frederik skal have et stel, som bliver helt unikt.