Den ene er Dronningen af Danmark. Den anden er animeret og med i en reklame for Royal Casino. De to dronninger ligner til forveksling hinanden, påpeger flere, men spilvirksomheden afviser sammenhængen.

Hvorfor er det vigtigt? Det er det, fordi man ikke må snylte på andre for at fremme sig selv kommercielt.

Derfor spærrede advokat Heidi Højmark Helveg øjnene op, da hun første gang så reklamen, som spilvirksomheden lod rulle over skærmen i slut-2020.

»Pointen i forhold til god markedsføringsskik er, at man ikke må snylte på andre. Det gør man i en eller anden udstrækning her, fordi man skaber opmærksomhed omkring sit brand via kongehuset og dronning Margrethe. Derudover må man heller ikke nedgøre andre i sine reklamer,« forklarer advokaten, som har speciale i markedsføringsret.

Dronningen af Royal Casino fra sin balkon.
Dronningen af Royal Casino fra sin balkon.
Vis mere

»Tak. Hej. Øj,« siger den animerede figur i reklamen og vinker fra sin balkon ud mod folket, der vifter med Dannebrog.

Herefter går hun ind på paladset, der er indrettet med spilleautomater. Sætter sig foran en enarmet tyveknægt, trækker i håndtaget og siger så nogle lovprisende ord om Royal Casino.

»Det er dronning Margrethe. Der er ikke spor af tvivl. Hvis man ser billeder fra hendes 70-års fødselsdag, kan man se, det er den samme kjole, samme diadem, samme smykker,« udbryder Jim Lyngvild, da han ser reklamen.

Selvom virksomheden bag afviser, er Jim Lyngvild ikke i tvivl.

Han har skrevet bøger om kongeliges påklædning, og han genkender blandt andet de smykker, som karakteren bærer i reklamen. Det er til perlepoiresættet, arvet fra dronning Louise, mener han.

Foruden at elefantordensbåndet sidder omvendt på den animerede dronning, ligner hun den virkelige på mere end én prik, lyder dommen.

Dronning Margrethe på Christiansborg i anledning af sin 70-års fødselsdag i 2010.
Dronning Margrethe på Christiansborg i anledning af sin 70-års fødselsdag i 2010. Foto: Jens Nørgaard Larsen
Vis mere

Royal Casino har længe brugt en dronning i deres reklamer. Tidligere havde de en skuespiller i rollen som majestæt. De seneste reklamer har været animerede.

Ligheden er med tiden blevet større, mener advokat Heidi Højmark Helveg.

»Det gør, at det bliver mere krænkende. Skuespilleren ligner ikke godt. Først og fremmest, fordi han er en mand. De fremstiller dronningen desuden som en gambler. Det er nok det, der er det mest krænkende.«

»Det, som gør, at denne sag ikke er så klar, som andre afgørelser omhandlende kongehuset har været, er, at man bruger satire. At det er tydeligt, at dronning Margrethe ikke anbefaler virksomheden.«

Med satire er rammerne lidt bredere, forklarer advokaten, før hun dog fastslår:

»Hvis de havde henvendt sig til mig og bedt om rådgivning, havde jeg anbefalet ikke lave reklamen. Jeg ville have vurderet, at den var over grænsen.«

Hun og Jim Lyngvild er ikke de eneste, der har løftet øjenbrynene efter at have set reklamen.

Kongehuset bekræfter over for B.T. at have modtaget en række henvendelser fra borgere om reklamefilmen. Og at det har fået kongehuset til at henlede Forbrugerombudsmandens opmærksomhed på reklamen.

Hos Forbrugerombudsmanden oplyser specialkonsulent Carsten Strøjer, at man er ved at undersøge sagen. Som et led i denne proces er sagen blevet sendt til høring hos Royal Casino.

Det skete 20. januar. Alligevel kom der i februar en ny reklame fra Royal Casino. Denne gang bryder karakteren ud i breakdance og laver ormen.

B.T. ville gerne have interviewet Royal Casinos CEO, Per Petersen, om sagen. Dette har ikke været muligt, men han har over mail besvaret en række spørgsmål. I et samlet svar afviser han, at reklamens donning og dronning Margrethe er én og samme person:

»Vi er grundlæggende uforstående over for et synspunkt om, at vores fiktive dronning skulle være H.M. Dronningen,« skriver han og fortsætter:

»Royal Casino benytter en fiktiv dronningefigur kaldet Dronningen af Royal Casino med typisk royal påklædning med videre.«

Han fortæller, at Royal Casino i forbindelse med tilblivelsen af reklamen har været i kontakt med kongehuset, som ifølge ham »alene har haft bemærkninger til brug af termen Dronningen uden anden specificering«.

»Idet det dog skal nævnes, at kongehuset ikke har forholdt sig eksplicit til vores animationsfigur, hvilket nok er naturligt, idet det ikke er en animation af H.M. Dronningen.«

Direktøren bekræfter desuden, at Royal Casino er blevet kontaktet af Forbrugerombudsmanden, og at virksomhedens advokat har sendt detaljeret svar tilbage.

Man er villig til at drøfte sagen, skulle man høre yderligere.

Men indtil da vil man fortsætte med reklamerne, som, man mener, er lovlige.

I en opfølgende mail har B.T. spurgt, hvor inspirationen til Dronningen af Royal Casino er hentet, når det ikke er hos dronning Margrethe.

Her svarer Per Petersen, at inspirationen »i bred forstand fundet i monarkier fra hele verden kombineret med andre animationsuniverser«.

Kan du forstå, at man kan se en lighed mellem Dronningen af Royal Casino og dronning Margrethe fotograferet under gallafesten ved sin 70-års fødselsdag?

»Vi kan ikke spekulere over et sammenfald i påklædning fra en enkelt begivenhed med H.M. Dronningen fra mere end et årti tilbage. H.M. Dronningen har båret et utal af beklædninger i et utal af farver gennem årtierne, som tidligere dækket af B.T. selv.«