Kirkegængerne i Grønholt kirke ved Hillerød fik søndag formiddag en gudstjeneste ud over det sædvanlige.

Da sognepræst Jon Henriksen klokken 10:30 bød velkommen til de fremmødte, sad dronning Margrethe nemlig på stolerækkerne for at være med til den særlige gudstjeneste, hvor der blev sagt et par mindeord om prins Henrik, der som bekendt døde tirsdag 83 år gammel efter længere tids sygdom.

Præster over hele landet var blevet opfordret af Kirkeministeriet til at inddrage prins Henriks død i deres gudstjeneste denne søndag, og da prins Henrik og dronning Margrethe gennem årene har benyttet sig af Grønholt kirke, når de har opholdt sig på Fredensborg slot fem-seks kilometer derfra, var det naturligt for Dronningen at være med i dag midt i sorgen.

»Det var meget bevægende at få mulighed for at sætte et par ord på Prinsen i et rum, hvor Dronningen også var til stede,« fortæller sognepræst Jon Henriksen til TV2.dk og tilføjer, at han ikke havde regnet med, at hun ville dukke op.

Arkivfoto af Grønholt kirke. Her ses præsten Lars Tjavle ved en tidligere gudstjeneste. Vis mere

Jon Henriksen forklarer, hvordan prins Henrik i sin levetid var god til at løfte stemningen i kirken, når de andre kirkegængere opførte sig akavet over hans tilstedeværelse. Han kalder det 'smukt' at have dronning Margrethe med til dagens gudstjeneste.

Sognepræsten afsluttede ifølge TV2.dk sin gudstjeneste med at velsigne dronning Margrethe og resten af hendes familie, hvilket blev kvitteret med et tak fra Dronningens side.

Når prins Henrik tirsdag formiddag bisættes har de danske folkekirker fået besked på at ringe med kirkeklokkerne en halv time før højtideligheden og i en halv time efter.

Selve bisættelsen i Christiansborg slotskirke i hjertet af København vil forløbe ved en mindre ceremoni for den nærmeste familie og venner. Bagefter skal en del af prins Henriks aske spredes til søs, mens resten lægges i jorden i Fredensborg slotshave.

I disse dage ligger prins Henrik på 'castrum doloris' - sorgleje - i Christiansborgs slotskirke, hvor det er muligt for den almindelige dansker at sige farvel - hvilket mange har gjort.

Prins Henrik og dronning Margrethe. Vis mere