Det vakte opsigt, da Marius Borg Høiby for et halvt år siden pludselig kunne ses feste i Italien.
Men nu gør den 28-årige skandaleprins det igen – og denne gang er han dukket op i Danmark, mens sigtelserne for alt fra dødstrusler til voldtægter hænger over hovedet på ham hjemme i Norge.
Dansk Se & Hør har nemlig spottet Marius Borg Høiby, da han mandag sen aften landede i Københavns Lufthavn.
Ifølge ugebladets video var Marius Borg Høiby godt dækket til med både hue, halsedisse og briller, da han sammen med en kammerat styrede direkte mod taxaerne i lufthavnen, der tog dem videre ud i det københavnske natteliv.
Da Marius Borg Høiby i slutningen af august dukkede op i Italien, forklarede han, at han var på ferie – efter anbefaling af hans daværende advokat og med norsk politis vidende. Læs mere om det HER.
I november blev han ligeledes rygtet til at være landet i England - denne gang efter sigende for at blive indlogeret på en afvænningsklinik.
Marius Borg Høiby blev første gang anholdt 4. august for at have begået vold mod sin daværende kæreste og hærværk mod hendes lejlighed, som de to befandt sig i.

Siden er sigtelserne blevet udvidet et utal af gange mod den norske kronprinsesses søn, og han står i dag sigtet for ikke mindst at have begået mishandling i nære relationer mod tre af sine ekskærester, foruden to voldtægter mod bevidstløse kvinder.
Marius Borg Høiby efterforskes desuden fortsat for tre tilfælde af seksuallovbrud.
Disse anklager benægter den 27-årige skandaleprins, men han har erkendt sig skyldig i hensynsløs adfærd, hærværk, trusler, herunder dødstrusler, samt simpel vold.