Det var en alvorlig melding, der fredag kom fra det norske kongehus. 

Kronprinsesse Mette-Marit er på venteliste til en lungetransplantation.

Men på pressemødet på Rikshospitalet i Oslo rettede overlæge Are Holm også blikket et andet sted hen:

Mod pressen.

Det skriver Dagbladet.

»Det at fotografere ind på sygehusområdet med ansatte og patienter i en sårbar situation, det synes jeg er uanstændigt,« sagde overlægen ifølge mediet.

Han fortsatte kritikken og sagde, at billederne ikke giver »nogen værdifuld information«, men derimod »chikanerer ansatte og skræmmer patienter«.

Kort efter pressemødet oplyste en ansat på Rikshospitalet, at situationen torsdag blev oplevet som kaotisk.

Derfor vil hospitalet nu oprette særlige fotopunkter for pressen i håb om at beskytte både patienter og ansatte.

På pressemødet understregede Are Holm også, at Rikshospitalet er lokalsygehus for kronprinsessens familie.

Derfor handler hvert besøg på hospitalet ikke nødvendigvis om transplantationen, lød det fra overlægen.

Senest Mette-Marit besøgte Rikshospitalet var torsdag - blot én dag inden det blev meldt ud, at hun på grund af sin livstruende lungesygdom er sat på venteliste til en lungetransplantation.