Selvom det norske kongehus i den grad vækker opsigt i øjeblikket, er der larmende tavshed fra kronprinsesse Mette-Marit.
For hun er fortsat ikke klar til at sætte ord på sit venskab til den dømte sexforbryder Jeffrey Epstein - hun har fortsat brug for mere tid, før hun kan besvare spørgsmål.
Det skriver VG.
Det er næsten tre uger siden, at millioner af dokumenter i Epstein-sagen blev offentliggjort, hvor kronprinsessens opsigtsvækkende relation til forbryderen blev afsløret.
Det norske kongehus oplyste 6.februar, at kronprinsessen fortsat ikke ønskede at tale og forklare sig med den begrundelse, at hun ikke var klar.
12 dage senere kunne kongehuset igen oplyse, at Mette-Marit stadig ikke var klar.
'Kronprinsessen har sagt, at hun ønsker at tale om, hvad der er sket og forklare sig mere detaljeret. Hun er ikke i stand til det nu og har brug for tid,' lød det fra Guri Ofstad Varpe, der er kommunikationschef i det norske kongehus.

Dog formåede Mette-Marit alligevel at sætte få ord på Epstein-showet, da hun tirsdag udtalte sig til NRK - dog uden rigtig at svare detaljeret.
»Jeg er dybt rystet over historierne om de mange ofre for Epstein, og de har min fulde støtte. Det er vigtigt, at deres stemmer bliver hørt. Både som kvinde og mor støtter jeg dem,« lød det.
Men ifølge norske VG udtalte Mette-Marit tilbage i 2019, at hun aldrig ville have haft noget med Epstein at gøre, hvis hun havde været klar over alvoren af hans kriminelle handlinger.
Dog kunne nye frigivne dokumenter afsløre en mailkorrespondance mellem Mette-Marit og Epstein fra 2011, hvor der står sort på hvidt, at hun har googlet sexforbryderens navn.

