Mette-Marit havde 'utryg' oplevelse med Epstein i hans hus: Måtte ringe til Haakon
Det har skabt ramaskrig verden over, at kronprinsesse Mette-Marit boede fire dage i Epsteins hus i Floria. Nu forklarer Mette-Marit for første gang episoden og forklarer, at en hændelse med Epstein gjorde, at hun måtte ringe til kronprinsen.
Kronprinsesse Mette-Marit forklarer sig fredag i et stort interview. Foto: Lise Aserud/AFP/Ritzau Scanpix
Kronprinsesse Mette-Marit forklarer nu for første gang den relation til Jeffrey Epstein, der de seneste måneder har udløst en gigantisk krise i det norske kongehus.
I et interview til NRK forklarer hun således, at de blev introduceret gennem fælles venner - og hun forklarer også, hvad der skete, da hun boede fire dage i Epsteins hus i Florida.
Her fortæller kronprinsessen også, at hun på et tidspunkt blev så utryg af Epsteins adfærd, at hun måtte ringe til kronprinsen.
»Da han kom den sidste dag under opholdet i Palm Beach, satte han mig i en situation som gjorde mig så utryg, at jeg ringede hjem til Haakon,« forklarer kronprinsessen.
Hun ønsker ikke at sætte flere ord på, men ifølge NRK er der ikke tale om et overgreb.
Mette-Marit fortæller dog også., at hun fortsat havde kontakt med Epstein efterfølgende.
»Jeg tror, det var fordi han var så tilpas manipulerende, at han brugte det, at vi havde en fælles ven. At jeg er godtroende. Jeg kan lide at tro det bedste om folk, men jeg valgte også at afslutte kontakten, og det var på grund af den type episoder,« siger hun.
I interviewet fortæller hun også, at hun boede i huset i Florida, fordi den fælles ven af hende og Epstein havde lånt det.