Da coronakrisen ramte, fik Mette Frederiksen et godt råd af landets majestæt, der kaldte sig 'Tante Dronning' og bad statsministeren om at passe på sig selv.

Siden er forholdet mellem landets 44-årige statsminister og 81-årige regent blevet tættere. Og faktisk noget tættere, end Mette Frederiksen havde regnet med.

Det fortalte hun fredag på Christiansborg, hvor Folketinget fejrede Dronningens 50-års regeringsjubilæum.

Mette Frederiksen afslørede, at hun havde oplevet en helt ny og mere omsorgsfuld side af Dronningen, end hun havde forventet.

 Statsminister Mette Frederiksen giver dronninge Margrethe hånden under markering af Dronningens 50-års Regentjubilæum på Christiansborg.
Statsminister Mette Frederiksen giver dronninge Margrethe hånden under markering af Dronningens 50-års Regentjubilæum på Christiansborg. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

»Det er klart, at under håndteringen af corona og ikke mindst den første meget vanskelige tid, da vi i Danmark eller resten af verden ikke vidste, hvad det var for en fjende, der var på vej ind i vores samfund, knyttede vi et særligt bånd,« fortalte statsministeren og uddybede:

»Vi talte sammen oftere, end vi normalvis ville gøre, og der havde jeg lejlighed til at opleve en omsorg og opmærksomhed, som jeg nok faktisk ikke havde forventet at ville opleve som landets statsminister. Men det var også et meget særligt øjeblik.«

Ifølge statsministeren var det Dronningens store erfaring, indsigt og de oplevelser, som hun har fået som regent gennem 50 år, der gjorde forskellen under den pressede coronasituation:

»Det er jo så tung en erfaringsbase, at den danske dronning godt vidste, at det her er noget meget, meget særligt. Og det er det selvfølgelig også at stå i som statsminister,« fortalte Mette Frederiksen, kort efter at alle partilederne havde hyldet Dronningen i Landstingssalen.

Dronning Margrethe var i godt humør fredag, hvor hun blev fejret både i København og Roskilde.
Dronning Margrethe var i godt humør fredag, hvor hun blev fejret både i København og Roskilde. Foto: Martin Sylvest
Vis mere

Her var dronning Margrethe mødt op sammen med både kronprinsparret, prins Joachim og prinsesse Marie samt prinsesse Benedikte.

Som en del af fejringen holdt Mette Frederiksen en tale, og her var det tydeligt, at der er en særlig god kemi og gensidig respekt mellem landets statsminister og regent.

Blandt andet kom Mette Frederiksen ind på, hvor godt dronning Margrethe som kvinde havde klaret at udfylde den post, som hun egentlig ikke var født til – og som ikke alle var lige begejstret for, at hun skulle have:

»Nu vi er her i Folketinget, så lad mig nævne en episode, som Folketingets daværende formand Gustav Pedersen har beskrevet i sin dagbog. Det var til et vælgermøde dengang i 1953. En borger rejste sig op og sagde sin mening ligeud.«

Ifølge den daværende formand sagde borgeren: »Vi vil fanden gale mig ikke regeres af kællinger.«

»Men sådan blev det, og sådan er det,« lød det fra Mette Frederiksen, der sendte Dronningen et særligt smil, mens Dronningen smilede tilbage og klukkede af grin.

»I dag ved vi alle, at valget af prinsesse Margrethe til landets tronfølger og kommende dronning var et fremragende valg. Hvad De har opnået, er rent ud sagt imponerende.«

»Det er Deres personlige fortjeneste, at Kongehuset i de 50 år, der er gået, både har forstået, hvad traditioner betyder, og har tilpasset sig en ny tid.«

Dronning Margrethe er meget glad for sin gravhund, der dog måtte vige fra en af de kongelige stole for at gøre plads til statsministeren.
Dronning Margrethe er meget glad for sin gravhund, der dog måtte vige fra en af de kongelige stole for at gøre plads til statsministeren. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Også majestætens hund har statsministeren stiftet bekendtskab med. Ved et besøg hos Dronningen i de private kongelige gemakker havde Dronningens gravhund nemlig snuppet Mette Frederiksens plads.

»På den stol, der var tiltænkt mig, sidder en gravhund. Der udspiller sig derefter en længere samtale mellem hendes majestæt og gravhunden Tilia om, hvis plads Telia har indtaget, statsministerens eller gravhundens,« fortalte Mette Frederiksen i sin tale.

»Alle, der har hund, ved, at sådan en samtale er umulig, og i øvrigt også, hvordan den plejer at ende. Men jeg kan nu her afsløre, at jeg fik siddepladsen. For Deres Majestæt kan, hvis nogen skulle være i tvivl, sætte Dem igennem, når De vil,« lød det fra Statsministeren, der flere gange hyldede Dronningen i sin tale:

»Kære dronning Margrethe. De er indbegrebet af dannelse, af udsyn, af viden. De har en dyb pligtfølelse. Og jeg vil tilføje, at De, selv efter 50 år, bærer den pligt med en smittende glæde. Det mærker vi andre tydeligt i alle deres gøremål. Deres kæmpe engagement afspejles enten i et stort smil eller dybe panderynker. Helt uden filter. Ingen er i tvivl om, hvad de føler,« lød det blandt andet fra Mette Frederiksen.