Det var en kontant besked, der ventede 82-årige Thomas Markle.

Da han i december sidste år lå på et hospital i Filippinerne efter at have fået amputeret sit ene ben, modtog han et brev fra sin berømte datter, hertuginde Meghan af Sussex.

Han skulle skrive under på modtagelsen, som også blev filmet. Efterfølgende læste han brevet flere gange. Det skriver The Sun.

I brevet gjorde Meghan klart, at hendes far aldrig ville høre fra hende igen – og aldrig ville få lov til at møde hendes og prins Harrys to børn, skriver mediet.

Men brevet indeholder også langt mere alvorlige beskyldninger.

»Jeg ved, du er en krænker.«

Sådan gengiver The Sun Meghans budskab til sin far, som i brevet samtidig anklagede faren for seksuelle overgreb mod mindreårige piger.

Afsløringen kommer, efter at Meghans halvbror, Thomas Markle Jr., blandt farens ejendele fandt flere kasser med billeder og videoer, der angiveligt viser overgreb mod børn.

Thomas Markle afviser på det kraftigste beskyldningerne i et interview med Mail on Sunday.

Han er erkender dog, at han tidligere har betalt for sex i Filippinerne, men afviser nogensinde at have haft sex nogen under 18 år.

Han afviser også at kende til de påståede overgrebsbilleder og hævder, at andre må have lagt materialet på hans elektroniske enheder.

Samtidig fortæller den 82-årige, at han har fået konstateret demens og ikke længere kan huske indholdet af Meghans brev.

»Jeg kan huske, at jeg modtog brevet, men jeg kan ikke huske andet om det,« siger han til mediet.

Meghan har tidligere forklaret, at hun valgte at holde sin far på afstand for at beskytte sine børn.

Britisk politi har desuden bekræftet, at man i 2019 modtog et brev med anklager mod Thomas Markle, men undlod at videregive oplysningerne til andre politimyndigheder.

Politiet undersøger nu sin egen håndtering af sagen.