Selvom de først officielt træder tilbage fra deres royale pligter 31. marts, er det britiske kongehus allerede nu begyndt at udsluse prins Harry og hertuginde Meghan.
Det kommer blandt andet til udtryk på kongehusets officielle hjemmeside.
Her er parrets navne nemlig forsvundet fra et afsnit om hertuginde Kate og prins William. Ændringen er ifølge Daily Star foretaget i løbet af weekenden.
Hvor prins Harry og hertuginde Meghan tidligere fremgik i et afsnit omhandlende hertuginde Kate og prins Williams velgørende arbejde, er deres navne nu ingen steder at finde.
Prins Harry og hertuginde Meghan trak sig fra samarbejdet allerede i juni 2019, men indtil nu har afsnittet på hjemmesiden heddet 'Den royale fond af hertugen og hertuginden af Cambridge samt hertugen og hertuginden af Sussex'.
Mandag hedder overskriften blot 'Den royale fond af hertug og hertuginden af Cambridge'. Og i selve brødteksten er der også foretaget små ændringer.
Ændringerne på kongehusets hjemmeside er blot endnu et skridt mod det såkaldte Megxit, som briterne kalder hertugparrets farvel til de royale pligter.
Weekenden over har parret deltaget ved forskellige begivenheder som led i deres farvel.
Det hele kulminerer mandag ved fejringen af Commonwealth-dagen, som afholdes i Westminster Abbey.
Dette vil efter alt at dømme være deres sidste officielle arrangement lige foreløbig.
Fra 31. marts vil parret officielt være trådt tilbage som officielle medlemmer af det britiske kongehus. Dermed mister de både deres apanage og deres royale titler. Noget, de lader til at være indforståede med.
Det royale par har tidligere udtalt, at de i fremtiden vil forsøge at opholde sig lige meget i Storbritannien og Nordamerika, og at de vil arbejde på at blive 'økonomisk uafhængige'.