Mere og mere tyder på, at Harry og Meghan ikke vender tilbage til en tilværelse i Storbritannien lige foreløbig.

Parret har nemlig fyret de 15 personer, der arbejder for dem på Buckingham Palace.

Det skriver Daily Mail, der ligeledes beretter, at hertugparret annoncerede afskedigelserne ansigt til ansigt i januar.

Dette skete, kort tid efter parret havde meldt ud, at de ville trække sig tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.

Blandt de afskedigede er både to kommunikationschefer og en sekretær.

Daily Mail skriver desuden, at mens langt de fleste ansatte i øjeblikket er ved at forhandle aftrædelsesaftaler, vil et par stykker formentlig få en anden tjans at udføre for kongehuset.

Fyringsrunden er blot seneste skridt, parret har taget for at trække sig fra kongehuset - og mediernes søgelys.

Beslutningen herom blev truffet i midten af januar, hvor parret meddelte, at det ville frasige sig dets royale titler og apanage.

»Hertugen og hertuginden af Sussex (prins Harry og hertuginde Meghan, red.) er taknemmelige overfor hendes majestæt og den royale familie for deres støtte, idet de nu kaster sig over et nyt kapitel i deres liv,« lød det blandt andet i en udtalelse fra det britiske kongehus.

Siden har parret tilbragt en del tid i Canada og USA, hvor de også tilbragte julen sammen med deres søn, Archie.

Planen er, at Harry og Meghan vil tilbringe størstedelen af deres tid på den anden side af Atlanten. Før det sker, skal de dog deltage i nogle officielle arrangementer i Storbritannien i marts.

Ifølge Daily Mail forventes det, at disse bliver de sidste parret deltager ved, før de vender tilbage til Canada for at tage hul på deres nye tilværelse.