Der har længe været kold luft mellem hertuginde Meghan Markle og hendes far, Thomas Markle.

Og nu er den 76-årige pensionist atter gået til pressen for at lange ud efter sin royale datter – og i samme ombæring bede hende om forsoning.

Det gør han i tv-udsendelsen '60 Minutes Australia', hvor den hjerteoperede far fortæller, at han frygter, han ikke har længe igen og aldrig når at møde sine børnebørn.

Ikke mindst fordi han måtte opdage i nyhederne, at han var blevet morfar igen, da prins Harry og Meghan Markle offentligt annoncerede datteren Lilibets ankomst til verden.

»Lili er et perfekt navn. Og den anden ting, der gør mig glad, er, at der nu er meget mere Markle-blod i den kongelige familie,« fortæller Thomas Markle i udsendelsen.

»Jeg håber, jeg en dag kommer til at se de her børnebørn, fordi jeg er en ret god bedstefar.«

Selv lever han pensionisttilværelsen i Mexico, kun et par timers kørsel væk fra Meghan Markle og prins Harrys pragtvilla i Montecito i Californien. Alligevel har han ikke talt med den del af sin familie i mere end to år.

»Selvfølgelig gør det ondt. Der er øksemordere i fængsel, der får besøg af deres familie. Jeg er ikke en øksemorder. Jeg begik én dum fejl, og jeg bliver aldrig tilgivet for det,« siger Thomas Markle.

Meghan og Thomas Markle da alt stadig var fryd og gammen. (Foto: Scanpix)
Meghan og Thomas Markle da alt stadig var fryd og gammen. (Foto: Scanpix) Foto: RUBA
Vis mere

Her referer han til de opstillede billeder, han solgte af sig selv til pressen forud for Meghan Markle og prins Harrys bryllup i 2018. Billeder, han i øvrigt stadig modtager penge for, og som angiveligt blev det sidste søm i kisten for kontakten med hans datter og svigersøn.

Men Thomas Markle forklarer, at han ikke føler, han bør bøde for fejltrinnet længere – og dét uden at forholde sig til det brev, en knust Meghan Markle efterfølgende skrev ham, som han ligeledes offentliggjorde i pressen.

»Jeg kan ikke lide at sige det, men jeg er nødt til at sige det: Jeg kender ikke nogen, der er så kold, at de kan gøre det her. Nu gør Meghan det mod mig, og nu gør Harry det mod sin far. Det er en kold ting at gøre,« lyder det fra Thomas Markle.

Han påpeger også, at han og prins Harrys far, prins Charles, kunne blive gode venner, da de står i den samme situation som forladte af deres børn.

I det hele taget mener han, at det var dumt af hertugparret at forlade det britiske kongehus.

Tilmed giver han prins Harry – som han endnu aldrig har mødt – det råd, at han skal stoppe med at tale offentligt om de kongelige og dele ud af deres hemmeligheder.

Tidligere på året fortalte Thomas Markle, at han ville lave en dokumentar om Meghans opvækst i familien Markle.

Efterfølgende sagde han offentligt, at han ville tale med pressen hver måned, indtil det royale par tog kontakt til ham. Et ønske, der også gik igen i den nye '60 Minutes Australia'-udsendelse.

Andre læser også