Meghan Markle, hertuginden af Sussex, har ligget i en copyrightstrid med mediet Mail on Sunday, siden de bragte et brev, hun havde skrevet og sendt til sin far i 2018.

Hun vandt første del af søgsmålet i februar, og nu er den endelige afgørelse faldet.

Her har retten dømt til fordel for Meghan Markle, og dermed står det klart, at mediet brød hendes copyright på brevet og misbrugte personlige oplysninger.

Det skriver BBC.

Mediet havde ellers argumenteret for, at Meghan Markle og prins Harrys tidligere kommunikationschef, Jason Knauf, var medforfatter af brevet, og derfor tilhørte rettighederne til brevet ikke Meghan Markle, men det britiske kongehus.

Dette har han dog afvist i retten og understreget, at det alene var hertugindens brev.

Meghan Markle havde delt et udkast til brevet med pressechefen og sin mand, og selvom pressechefen kom med et forslag om at nævne farens dårlige helbred, som Meghan Markle endte med at inkludere, kom han aldrig med forslag til specifikke vendinger,

Da første dom i sagen faldt i februar, kaldte dommeren brevet for privat, da det omhandlede hertugindens følelser omkring sin fars opførsel og den deraf følgende kløft mellem dem. Derfor var det overdrevent at udgive det og dermed ulovligt.

Brevet indeholdt angiveligt også andre private informationer. Blandt andet en opfordring fra Meghan til sin far, hvori hun bønfaldt ham om at holde sig væk fra pressen.

Meghan Markle sagsøgte avisen for i alt fem artikler. To af disse blev udgivet i Mail on Sunday, mens de tre resterende blev udgivet på MailOnline. I alle fem artikler indgik dele af det håndskrevne brev.

Mediet forsvarede beslutningen med, at der var en 'enorm og berettiget offentlig interesse for den royale familie og deres aktiviteter, adfærd og opførsel.'

»Dette gælder ikke blot deres offentlige opførsel, men også deres personlige og familiære forhold, fordi de er nødvendige for, at monarkiet fungerer, som det skal,« udtalte avisen tilbage i januar 2020.