Hertuginden af Sussex, Meghan Markle, bliver nu stemplet som 'følelsesmæssigt usikker' og en person, som 'har ondt af sig selv'.

Det sker på baggrund af en analyse af hendes håndskrift i det brev, som hun har sendt sin far, Thomas Markle, hvor hun blandt andet tigger ham om at holde op med at sprede løgne om hende i pressen.

»Hun er dybt fordomsfuld og vil kritisere enhver, som hun føler, er imod hende. Hun har et følelsesmæssigt usikkert hjerte, og hun har behov for andres støtte,« vurderer Ruth Myers, der er ekspert i at analysere håndskrift, over for Mirror.

Ruth Myers analyserer Meghan Markle på baggrund af det fem sider lange håndskrevne brev, som hertuginden sendte sin far kort efter, hun blev gift med prins Harry.

Meghan Markles personlighed fremstillet i knap så flatterende vendinger af en ekspert i håndskrift.
Meghan Markles personlighed fremstillet i knap så flatterende vendinger af en ekspert i håndskrift. Foto: POOL
Vis mere

I brevet beder hun Thomas Markle om at lade være med at hænge hende ud i pressen og skriver, at han har knust hendes herte 'i en million stykker'.

Men den slags har Thomas Markle ikke meget tilovers for.

Søndag offentliggjorde han dele af brevet i nyhedsmediet Daily Mail for at 'forsvare sig' imod den massive kritik, han har fået for at give interview om Meghan Markle i tide og utide og for konstant at brokke sig over, at han ikke hører fra sin datter.

Han beskrev brevet fra Meghan Markle som 'en kniv i hjertet' frem for den udstrakte hånd, flere anonyme kilder har beskrevet brevet som i en artikel for nylig.

Hertuginde Meghan sendte et håndskrevet brev til sin far kort efter brylluppet. Det brev bliver nu analyseret på kryds og tværs.
Hertuginde Meghan sendte et håndskrevet brev til sin far kort efter brylluppet. Det brev bliver nu analyseret på kryds og tværs. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Og nu sidder Ruth Myers så og analyserer brevet i Mirror.

»Hun føler stærkt for ting, hun kan lide og ikke kan lide, og hun reagerer hurtigt og får ondt af sig selv. Hun kan være meget defensiv og nem at fremprovokere vrede fra,« vurderer Ruth Myers og uddyber:

»Hun har humørsvingninger. Hun har brug for orden og disciplin i alt, hvad hun foretager sig. Hun lytter ikke til andres meninger, og hun kan være noget infleksibel i sin attitude og er ikke åben over for nye eller anderledes holdninger.«

Lidt positivt er der dog også at læse ud af håndskriften. Ruth Myers mener at kunne se, at Meghan Markle er en meget dreven og effektiv person, som vælger sine nærmeste venner med omhu.