Hertuginde Meghan er rejst tilbage til Canada, og nu er det op til prins Harry at redde trådene ud med sin harmdirrende familie.

Knap var bomben om Sussex-parrets farvel til kongefamilien detoneret, før Meghan igen sad på et fly på vej ud af Storbritannien.

Flere britiske medier skriver fredag, at hertuginde Meghan er rejst til Canada igen, og de oplysninger har BBC fået bekræftet. En talsmand for hertuginden bekræfter over for tv-stationen Sky News, at hun er rejst til Canada, hvor den lille prins Archie stadig opholder sig.

Harry og Meghan var netop kommet hjem fra et længere ophold i Canada, hvor de blandt andet fejrede julen, da de annoncerede, at de trækker sig som fremtrædende medlemmer af den kongelige familie.

Meghan og Harry havde angiveligt ikke drøftet deres fremtidsplaner med Dronningen og prins Charles, før de meldte dem ud. (Arkivfoto)
Meghan og Harry havde angiveligt ikke drøftet deres fremtidsplaner med Dronningen og prins Charles, før de meldte dem ud. (Arkivfoto) Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Fremover ønsker hertugparret en mere uafhængig rolle, hvor de håber at føre en mere tilbagetrukken tilværelse væk fra rampelyset.

De vil også arbejde på at blive økonomisk uafhængige af dronning Elizabeth.

I fremtiden vil de bo både i deres nyrenoverede luksusbolig Frogmore Cottage på Windsor Castle og i Canada og USA, hvor hertuginden har sine rødder.

Nyheden kom som et chok for briterne, og også på Buckingham Palace blev både regenten, prins Charles og prins William ifølge kilder i de britiske medier taget voldsomt på sengen.

Harry og Meghans beslutning kom som et chok i Storbritannien.
Harry og Meghans beslutning kom som et chok i Storbritannien. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS
Vis mere

Der var angiveligt drøftelser i gang om en ny ordning for hertuginde Meghan og prins Harry, men ifølge meddelelsen fra hoffet onsdag var den på 'et tidligt stadie'.

Der var tale om 'komplicerede forhold, som det vil tage tid at løse', lod man forstå.

Siden har kongefamilien arbejdet på højtryk for at finde en løsning, som vil tilgodese både hertuginde Meghan og prins Harrys ønsker, men som også kan passe ind i den kongelige families konservative og hierarkiske system.

Ifølge BBC og tv-stationens royale medarbejder Nicholas Witchell var dronningen torsdag i tæt kontakt med både prins Charles og prins William.

Dronning Elizabeth har sat sine toprådgivere til at arbejde på højtryk for at finde en løsning på udfordringen med Harry og Meghan. (Arkivfoto)
Dronning Elizabeth har sat sine toprådgivere til at arbejde på højtryk for at finde en løsning på udfordringen med Harry og Meghan. (Arkivfoto) Foto: POOL
Vis mere

De har sat deres nærmeste medarbejdere på overarbejde for at finde en brugbar løsning i løbet af de nærmeste dage.

Avisen The Guardian taler lige frem om 'et krisemøde' mellem regenten og de to mænd, der skal træde i hendes fodspor.

Dronning Elizabeth skulle have instrueret sine rådgivere om at samarbejde med både britiske og canadiske myndigheder om at definere prins Harry og hertuginde Meghans fremtidige roller.

Også her forlyder det, at dronning Elizabeth har krævet, at der skal komme en løsning i løbet af nogle dage - ikke uger.