I en ny portrætbog fortæller kronprins Frederik om sit forhold til sin bror, prins Joachim.

Der har været sagt og skrevet meget om forholdet mellem Danmarks kommende konge og hans et år yngre lillebror. Skriverierne har ofte handlet om, at forholdet mellem Kronprinsen og prins Joachim tilsyneladende er gået fra at være meget tæt til at være mere distanceret, efter brødrene er blevet voksne familiefædre.

I en ny portrætbog om kronprins Frederik, 'Under Bjælken', der er skrevet af Jens Andersen, kommer Kronprinsen med en sjælden beskrivelse af forholdet til prins Joachim.

»Både af udseende, størrelse, meninger og holdninger er vi forskellige. Vi gør os mange tanker om de fleste ting. Jeg er anderledes end ham, mere flippet. Vi har et tæt forhold, og vi er lært op til at være selvstændige. Vi har altid været lidt væk fra vores forældre og været meget os selv, sammen,« siger kronprins Frederik i bogen.

Kronprinsen tilføjer, at det vigtigste, han har lært af prins Joachim, er loyalitet:

»Han har sgu altid været der på en eller anden måde, og det er han stadig. Et meget roligt menneske, som ikke prøver at gøre mere ud af sig selv, end han er. Jeg så ham i mange år meget som et godt eksempel på en retning, man kunne følge. Det var i starten af teenageårene, da vi kom på kostskole, hvor vi langt hen ad vejen var overladt til hinanden. Heldigvis var vi i samme hus. Jeg kan huske, det betød meget for mig, at han var der,« siger kronprins Frederik i 'Under Bjælken'.

Kronprins Frederik og prins Joachim fulgtes tæt ad i deres helt unge år. Fra 1974 var de begge indskrevet på privatskolen Krebs Skole i København. Senere flyttede de begge til Normandiet i Frankrig og begyndte på kostskolen École des Roches i 1982. Herefter startede de begge på Øregård Gymnasium på Gersonsvej i Hellerup. Prinsernes uddannelsesmæssige parløb sluttede, da begge blev studenter i 1986.

Derefter flyttede prins Joachim til Australien for at arbejde på en farm i Wagga Wagga i et år, og kronprinsen blev rekrut i Den Kongelige Livgarde.

I bogen 'Under Bjælken' fortæller kronprins Frederik, at han i gymnasietiden opdagede en forskel på sig selv og sin bror. Prins Joachim gled nemmere ind i 'åndfulde' diskussioner og 'raffinerede lege' med sprog og kultur ved middagsbordet.

Desuden bliver det beskrevet, hvordan især 'mor og Joachim' rimer sammen intellektuelt.

I bogen bliver det desuden nævnt, at brødrene havde allermest glæde af hinanden på kostskolen i Frankrig i 1982. Og der blev på det tidspunkt nærmest byttet om på Frederik og Joachims roller:

»Jeg lænede mig meget op ad min bror det år. Det var vel nærmest ham, der var storebroren, men han drog aldrig nogen fordel af det og var altid støttende. Han sagde hverken 'det må du selv klare' eller 'det vil jeg ikke have noget med at gøre'. Aldrig,« siger kronprins Frederik.

Portrætbogen 'Under Bjælken' udkommer på Gyldendals forlag 1. november.