I januar blev britiske prinsesse Kate indlagt på en klinik i London, hvor hun skulle have foretaget en operation i maveregionen.

Den gik, som den skulle, og to uger senere blev hun udskrevet og tog til Windsor Slot for at komme sig.

Her har hun været lige siden - indtil nu.

Både People Magazine og Daily Mail skriver, at prinsessen for første gang siden sin hjemkomst her bevæget sig ud.

Det har hun gjort for at tage til den royale residens Sandringham i Norfolk, hvor hendes mand, prins William, og deres tre børn, George, Charlotte og Louis, er.

»Kate er ved at få det bedre. Hun ser frem til nye omgivelser og vil kunne tage den med ro i Norfolk, mens børnene slapper af med William,« lyder det fra en unavngiven kilde, der angiveligt skulle være tæt på hoffet.

Kong Charles opholder sig ligeledes på Sandringham, hvor han kommer til hægterne ovenpå sin første behandling af den kræftsygdom, han - ligeledes under en indlæggelse i januar - blev diagnosticeret med.

Det vides dog ikke, om han får besøg af sin søn, svigerdatter og børnebørn.

Kræften blev opdaget, da kong Charles var på hospitalet for at blive opereret for en forstørret prostata. Der er dog ikke tale om prostatakræft.

Han har trukket sig fra alle offentlige arbejdsopgaver, men vil dog fortsat holde sine ugentlige audienser med den britiske premierminister, Rishi Sunak, der ligeledes har fortalt, at kong Charles' kræft heldigvis blev opdaget tidligt.