Meghans personlige assistent brød sammen under for stort arbejdspres efter det royale bryllup, inden hun til sidst sagde op.

Sådan lyder vedholdende rygter i de britiske medier, hvor anonyme kilder inden for slottets mure mener at vide, at assistenten Melissa Toubati til sidst ikke kunne håndtere byrden af krav fra hertuginden og derfor endte med at tage sit gode tøj og gå.

Siden forlovelsen med prins Harry har Meghan Markle taget både Storbritannien og resten af verden med storm.

Hvor end hun går, vader hun direkte ind i hjerterne på høj som lav med sine nye royale stilletter.

Foto: CHRIS JACKSON
Vis mere

Noget tyder dog på, at der bag de varme brune øjne og det store hvide smil gemmer sig en kvinde, som kan være en hård arbejdsgiver.

I hvert fald vakte det opsigt, da det i begyndelsen af november kom frem, at Meghan Markles personlige assistent havde sagt sin stilling op kort efter brylluppet i maj - efter kun seks måneder i jobbet.

Officielt lød det, at assistenten 'spillede en afgørende rolle i det kongelige bryllups succes,' og at hun ville 'blive savnet af alle i den kongelige husholdning.'

Siden har de britiske medier spekuleret i, at der har været samarbejdsproblemer, og at det var hertugindens mange krav, der til sidst blev for meget for assistenten.

Foto: DAMIR SAGOLJ
Vis mere

Nu skriver blandt andre tabloidavisen The Mirror, at assistenten til sidst brød sammen i gråd.

»Hendes job var meget presset, og til sidst blev det for meget. Hun fandt sig i en hel del. Meghan stillede mange krav til hende, og det endte med, at hun brød sammen i tårer,« siger en kilde tæt på hoffet til avisen.

»Melissa er meget professionel og fantastisk til sit job, men tingene gik skævt, og det var nemmere for dem at gå hver sin vej.«

Forlydenderne kommer efter flere gisninger om, at hertuginden er ukonventionel i sin omgang med de kongelige medarbejdere.

Foto: JULIAN SMITH
Vis mere

I weekenden kom det for eksempel frem, at Meghan krævede luftfriskere i Windsor Castle.

Det har blandt andet været fremme, at hun står op klokken fem og begynder at sende sms'er med krav og forespørgsler.

Robert Jobson, kongelig forfatter, hævder ifølge Daily Mail, at bryllupsforberedelserne var så stressende, at selv Harry til sidst kom i konflikt med personalet.

»Flere gange hævede han stemmen og instisterede: 'Meghan får det, som hun vil.'«

Foto: MICHAEL BRADLEY / POOL
Vis mere

En kilde i hoffet tager du hertuginden i forsvar og siger til The Mirror, at Meghan bare ikke er bange for at sige sin mening.

»Der er nogle, der finder hende en smule emsig, men der er også mange, der hurtigt har taget hende til sig.«

Siden det kom frem, at Harry og Meghan har planer om at forlade Kensington Palace i London og flytte til Windsor, gisner de britiske medier også om, at der skulle være knas i forholdet mellem brødrene Harry og William. Eller rettere sagt, mellem deres koner.

Ved sin seneste offentlige optræden gjorde Kate dog, hvad hun kunne for at understrege det hjertelige forhold mellem familierne.

Foto: PETER NICHOLLS
Vis mere