Få mennesker oplever at have så mange øjne rettet mod sig på en gang, som kong Charles og dronning Camilla havde under weekendens kroningsceremoni.

Når man bliver holdt så godt øje med, skal man passe på med at gøre ting, man ikke vil have, at andre skal se.

Men man skal åbenbart også passe på med at sige ting, man ikke vil have frem, når verdens øjne er rettet mod en, selvom man tænker, at ingen kan høre det.

Lørdag cirkulerede der flere videoer, hvor kong Charles og dronning Camilla kan ses hviske indforstået til hinanden under kroningen.

Allerede søndag kunne Sky News så angiveligt fortælle, hvad kongen hviskede til sin royale hustru, da de to var på vej til den store ceremoni.

Mediet har nemlig fået en professionel mundaflæser til at komme med sit bedste bud på, hvad parret hvisker til hinanden.

Hvis man skal tro aflæseren, var det ikke alting, der var fryd og gammen for parret, på den ellers storslåede dag.

Sky news skriver at kongen ifølge en mundaflæser, angiveligt har sagt 'Det her er kedeligt', imens parret ventede på at komme ind i Westminster Abbey.

Flere lagde måske mærke til, at kroningen fra starten var nogle minutter bagefter i forhold til tidsplanen. Hvis man skal tro Sky News' mundaflæser, er det også noget, kongen havde opdaget.

Ifølge mediets mundaflæser, sagde han nemlig angiveligt noget i retning af 'vi kan aldrig komme til tiden. Der er altid et eller andet', da han lænede sig ind mod sin hustru, dronningen.

På trods af forsinkelsen forløb kroningen dog uden de store problemer, og kong Charles og dronning Camilla blev lørdag officielt indsvoret som konge og dronning af Storbritannien.

Gik du glip af kroningen, eller har du bare brug for en opsummering af dagens store historier? Så lyt til B.T.s podcast Kongehuset bag kulissen herunder, eller hvor du hører dine podcasts.