Nu har nye belastende detaljer om prins Andrews forhold til den pædofilianklagede milliardær Jeffrey Epstein set dagens lys.

Denne gang lyder beskyldningerne, at britiske prins Andrew har fået sine fødder masseret af to meget unge kvinder i Epsteins hjem.

Dermed fortsætter lavinen om sagen mod Epstein, der tidligere i august begik selvmord i sin fængselscelle, med at rulle. Og prins Andrew er efterhånden fanget godt og grundigt i den.

Detaljer om episoden er en del af en e-mailsamtale mellem den litterære agent og forfatter John Brockman og forfatteren Evgeny Morozov. En samtale, som er blevet offentliggjort af New Republic Magazine.

Prins Andrew, hertug af York, er søn af dronning Elizabeth II og prins Philip.
Prins Andrew, hertug af York, er søn af dronning Elizabeth II og prins Philip. Foto: Toby Melville
Vis mere

I samtalen, der er dateret 12. september 2013, beskrev Morozov, at han tidligere havde mødt prins Andrew under et besøg i Epsteins millionvilla i New York.

I første omgang opfattede han dog ikke, at han var i selskab med en royal brite.

»Sidste gang, jeg besøgte hans (Epsteins, red.) hus, gik jeg ind et rum, hvor han og en britisk mand med seler var ved at få deres fødder masseret af to unge, velklædte rusisske kvinder,« forklarede Morozov i sin e-mail til Brockman og fortsatte:

»Efter et stykke tid, hvor han spurgte mig ind til cybersikkerhed, begyndte briten, som blev kaldt Andy, at kommentere sagen om Julian Assange i Sverige.«

Her vidste Morozov fortsat ikke, at han sad over for prins Andrew. Det var først, da denne begyndte at tale om det billede, offentligheden havde af ham, klokken begyndte at ringe.

»I Monaco arbejder (prins, red.) Albert 12 timer om dagen, men når han får fri klokken ni, tager han ud og gør, hvad han har lyst til, og der er ingen, der løfter øjenbrynene. Men hvis jeg gør det, får jeg problemer,« sagde prinsen angiveligt.

»Det var her, det gik op for mig, at modtageren af Irinas fodmassage var hans kongelige højhed prins Andrew,« skrev Mozorov i sin mail.

Offentliggørelsen af e-mailkorrespondancen fungerer blot som brænde på bålet i sagen om prins Andrews forhold til nu afdøde Epstein.

Finansmanden Jeffrey Epstein tog for nylig sit liv i sin celle, mens han sad fængslet for at vente på sin dom i en sag om overgreb mod teenagepiger og menneskehandel.
Finansmanden Jeffrey Epstein tog for nylig sit liv i sin celle, mens han sad fængslet for at vente på sin dom i en sag om overgreb mod teenagepiger og menneskehandel. Foto: Handout .
Vis mere

Det har længe været velkendt, at prinsen og rigmanden kendte hinanden. Det havde de gjort siden 90'erne. Men efter sagen med Epstein blev rejst, har både vidner og retsdokumenter flere gange sat dronning Elizabeths næstyngste søn i forbindelse med anklagerne mod den amerikanske rigmand.

I sagens retsdokumenter står det blandt andet beskrevet, at prinsen skulle have tumlet rundt med en kun 17-årig pige og befamlet en 21-årig kvinde.

Ligeledes beskyldes prins Andrew for at have været om bord på et privatfly med en af Epsteins såkaldte sexslaver.

Hidtil har det britiske kongehus afvist alle rygter og anklager mod prinsen.

»Bevisførelsen i denne sag er blevet afgivet i en sag, hvor hertugen ikke er part, og enhver påstand om uanstændig omgang med mindreårige er kategorisk usand,« hedder det i en erklæring fra hoffet, hvor man også peger på, at der på nogle af de givne tidspunkter er uoverensstemmelse mellem prinsens påståede opholdssted og de steder, hvor han rent faktisk har opholdt sig.

»I nogle tilfælde har han opholdt sig på to forskellige kontinenter,« hedder det blandt andet.

»Det benægtes eftertrykkeligt, at hertugen af York havde nogen form for seksuel kontakt eller forhold til Virginia Roberts.«

»Enhver påstand om det modsatte er falsk og ubegrundet,« slutter Buckingham Palace.