Lyt til artiklen

Prins Harry og hertuginde Meghan har fået nye problemer efter dronning Elizabeths død.

Parret er tilsyneladende blevet bekymret for, at deres kommende Netflix-dokumentar ikke er helt passende, og ønsker derfor at rette i den, hvilket Netflix ikke er begejstret for, beretter det amerikanske medie Page Six.

Ifølge mediet skyldes problemerne, at hertugparret ønsker at skære i den dokumentar, som de har været i gang med at lave i mere end et år.

Angivelig ønsker Meghan og Harry at tage ting ud af dokumentaren efter dronning Elizabeths død, hvilket skaber konflikter med redaktøren af dokumentaren, der får støtte af Netflix, fortæller kilder til det amerikanske medie.

Harry og Meghan.
Harry og Meghan. Foto: MICHELE SPATARI
Vis mere

»Harry og Meghan er gået i panik og forsøger at nedtone selv det mest almindelige sprog. Men det er deres historier – fortalt fra deres egne munde,« siger en kilde fra industrien til mediet.

Det var tilbage i 2020, at prins Harry og hertuginde Meghan underskrev en stor kontrakt med Netflix, der ventes at indbringe dem mange millioner dollar.

Den kommende dokumentar er en del af den kontrakt, der er indgået, og den ventes at indeholde flere store afsløringer om den kongelige familie, herunder om kong Charles og dronningegemalinde Camilla samt om prins William og prinsesse Kate.

Harry og Meghan har tidligere vakt opsigt ved lignende afsløringer i et interview med Oprah i 2021, hvor de blandt andet anklagede den kongelige familie for at være bekymret for, hvilken hudfarve deres dengang kommende barn ville få. Desuden langede både Harry og Meghan kraftigt ud efter den kongelige familie, som de ikke mente, havde behandlet dem fair.

Harry og Meghan.
Harry og Meghan. Foto: Damir Sagolj
Vis mere

Det har tidligere været ventet, at dokumentaren ville blive sendt i december, men den ser nu ud til at blive udskudt.

Ifølge Page Six holder Netflix dog fast i, at den skal laves og bringes i det format, der er aftalt.

Harry og Meghans problemer med Netflix kommer kun kort efter, at parret tilsyneladende også har fået kolde fødder med hensyn til prins Harrys kommende bog, der oprindelig skulle udkomme i november.

Udgivelsen af bogen, der er Harrys erindringer om livet i kongehuset, er blevet udskudt til det kommende år.