Politiets efterforskning af Marius Borg Høiby er for nylig slut, og tilbage venter hans endnu ikke fastsatte dag i retten.

Men den norske kronprinsesse Mette-Marits søn har også ting at glæde sig over midt i sin skandalesag, der nu har strakt sig over godt et år.

Den 28-årige Marius Borg Høiby har nemlig fundet kærligheden i den 26-årige Andrea Shaw, skriver norsk Se & Hør.

I mange år har de to været venner, men ifølge ugebladet skulle forholdet have udviklet sig romantisk de sidste par måneder.

Andrea Shaw var med Marius Borg Høiby på hans omdiskuterede luksusferie i det sydfranske, hvor de festede sammen med forretningsmanden Rehan Syed på en privat strandklub, hvilket han delte billeder af på sine sociale medier. Foto: @princerehan27/Instagram/Se&Hør
Andrea Shaw var med Marius Borg Høiby på hans omdiskuterede luksusferie i det sydfranske, hvor de festede sammen med forretningsmanden Rehan Syed på en privat strandklub, hvilket han delte billeder af på sine sociale medier. Foto: @princerehan27/Instagram/Se&Hør

Se & Hør har da også spottet parret kysse og være sammen på flere private ferier på det seneste, ikke mindst i deres forældres norske feriehjem i Oslo, Hemsedal og Kragerø.

Ligeledes var Andrea Shaw også med på de opsigtsvækkende luksusrejser, Marius Borg Høiby foretog til Cannes og Monaco tidligere på sommeren, mens efterforskningen af ham stadig var i gang.

Hverken Marius Borg Høiby eller Andrea Shaw har dog ønsket at kommentere forholdet overfor Se & Hør.

Det er dog velkendt, at Marius Borg Høiby har et nært forhold til Andrea Shaws far, forretningsmanden Per Morten Hansen, som han kender gennem sin egen far, Morten Borg.

Undervejs i den igangværende politisag mod Marius Borg Høiby har – hans nu svigerfar – Per Morten Hansen sågar forsvaret ham som en »altid høflig« ung mand overfor norske Dagbladet, ligesom han tidligere i livet har hjulpet den 28-årige skandaleprins med job og boliger.

Per Morten Hansen er kendt i Norge som en af finanskrisens store playboys, hvilket sidste år sikrede den 62-årige forretningsmand en dom, han nu sidder inde for, på mere end to års fængsel for forsætlig og grov hvidvaskning for 17 millioner kroner.

Marius Borg Høibys egen far, Morten Borg, har et ligeledes blakket ry som tidligere dj, der har siddet inde for både vold og kokainbesiddelse, men den 57-årige erhvervsmand skulle selv i dag have et harmonisk forhold til både sin søn og resten af den norske kongefamilie. Læs mere om det HER.

Morten Borg er far til Marius Borg Høiby, og han skulle angiveligt stadig have et fint forhold til sønnen og hans kongelige bonusfamilie. Her ses far og søn til det norske kronprinsepars bryllup.
Morten Borg er far til Marius Borg Høiby, og han skulle angiveligt stadig have et fint forhold til sønnen og hans kongelige bonusfamilie. Her ses far og søn til det norske kronprinsepars bryllup. SplashNews.com

Flyttet sammen – hvor det hele startede
Angiveligt skulle Marius Borg Høiby og Andrea Shaw sågar være flyttet sammen i hendes lejlighed i Frogner ifølge Se & Hørs oplysninger.

Frogner var ligeledes byen, hvor skandalesagen mod den 28-årige kronprinsessesøn først begyndte at rulle.

For nu snart et år siden blev Marius Borg Høiby anholdt af politiet og erkendte, at han havde udøvet vold mod sin daværende kæreste og hærværk på hendes lejlighed i netop Frogner den 4. august 2024.

Siden strømmede anklagerne ind mod Mette-Marits ældste søn, så han i dag står sigtet for i alt 23 brud på loven overfor mindst 10 forurettede, herunder flere voldtægter og anden seksuelt krænkende adfærd, som han alt sammen erklærer sig uskyldig i.