De har ikke mange fans tilbage i England.

Men i USA er problemet tilsyneladende omvendt for prins Harry og hertuginde Meghan Markle.

Her har de mindst én fan, som dog er lidt for engageret.

Ifølge TMZ er en mand, som er mistænkt for at stalke parret, blevet anholdt ude foran deres hjem i Santa Barbera.

Det var Harry og Meghans sikkerhedsfolk, der klokken 2 om natten mandag tog kontakt til politiet.

De havde lavet en civil anholdelse af den 29-årige Kevin Garcia Valdovinos, som de havde set ved porten ind til parrets hjem.

Politiet kom, anholdt ham og sigtede ham for stalking, hvilket, ifølge mediet, tyder på, at han har gjort det før.

Det er nu op til anklagerne at finde ud af, om der skal ske mere i sagen.

Det vides ikke, om det kendte par rent faktisk var hjemme på tidspunktet for anholdelsen. Det er dog ikke første gang, de døjer med folk, der trænger sig på.

I julen 2020 var det en anden mand, Nickolas Brooks, som rent faktisk lykkedes med at trænge ind på Harry og Meghans ejendom. I første omgang slap han med en advarsel, men da han få dage senere gjorde det igen, blev han anholdt.