Kronprinsen har aldrig lagt skjul på, at han holder af at gå på jagt. Og nu agter han angiveligt at gøre det i selskab med Nikolaj Kirk og Jørgen Skouboe.

Ifølge Her og Nus oplysninger skal kronprins Frederik nemlig været med i den kommende sæson af 'Nak og æd'.

Det er ikke lykkedes mediet at få oplysningerne bekræftet fra officiel hold, men Her og Nu bidder mærke i, at DR-programmets redaktør, Anders Roholt, hverken vil be- eller afkræfte.

»Jeg kan sige, at vi af princip aldrig fortæller på forhånd, hvad vi laver. Men vi er i fuld gang med at tilrettelægge den nye sæson, der skal sendes næste år,« lyder det hemmelighedsfuldt fra redaktøren.

Historien er på forsiden af denne uges udgave af bladet. Dette til trods ønsker kongehuset fortsat ikke at kommentere oplysningerne, lyder det i en mail til B.T.

Skulle der være hold i historien, vil det ikke umiddelbart være en uoverkommelig udfordring for Danmarks kommende konge at trække i jægertøjet og tage med de to tv-personligheder på jagt.

Tidligere i år fik han titlen som protektor for Dansk Jægerforbundet. En titel og opgave, som hans far tidligere har haft.

Det var også prins Henrik, der lærte ældstesønnen at gå på jagt. En hobby, som kronprinsen nu har givet videre til sin søn prins Christian.

Jagttraditionen går da også langt tilbage i det danske kongehus, som i årevis har arrangeret kongejagter i de danske statsskove.

Med til jagterne bliver de mest magtfulde forbindelser inviteret. Heriblandt andre kongelige, fyrster og erhvervslivets top.