En aften på en af de mest eksklusive klubber i Marbella endte med en tragisk afslutning.
Klub Opium på solkysten blev udsat for et skyderi tidligt mandag morgen.
Fem personer blev såret i forbindelse med skyderiet, der ifølge spanske myndigheder skyldes et slagsmål på natklubben.
Klubben dannede ellers rammen om en royal fejring.
Ifølge flere spanske medier, heriblandt magasinet Look, var kong Felipe af Spaniens nevø nemlig til stede.
Magasinet er i besiddelse af et billede af Froilán de Marichalar sammen med influenceren Mar Torres på klubben.
Angiveligt skulle den royale nevø have fejret sin 24 års fødselsdag på den eksklusive klub med sine venner.
Froilán de Marichalar fyldte 24 år 17. juli.
Vennerne skulle med til den udsolgte koncert med dj'en Black Coffee, der rejser rundt og spiller i Spanien og Frankrig for tiden.
Der er endnu ingen meldinger om, hvorvidt Froilán og hans venner er en del af de sårede.
Fire af de fem ramte er indlagt på et hospital, heriblandt er en hårdt såret kvinde.
Intet tyder på, at danskere er blandt de tilskadekomne. Det oplyser Udenrigsministeriet i et skriftligt svar.
»Udenrigsministeriet følger situationen og er i dialog med de lokale myndigheder. Der er indtil videre ingen oplysninger om danske statsborgere blandt de sårede, lød det mandag«.