Forholdet mellem den britiske prins Harry og den britiske kong Charles har set bedre dage.
Og derfor satte det gang i spekulationerne, da det britiske kongepar annoncerede et statsbesøg i USA i slutningen af april, hvor de skal fejre 250-års-dagen for amerikansk uafhængighed.
Flere britiske og amerikanske medier begyndte derfor at undersøge om en tur til USA også betyder, at kongeparret har planer om at besøge prins Harry, som bor i delstaten Californien.
Men dem, der håber på en genforening mellem far og søn, må sandsynligvis vente længe, skriver blandt andre People og Hello Magazine, der har talt med unavngivne kilder.
»Når det kommer til et statsbesøg, er hvert minut planlagt, især når kongen rejser som inviteret gæst til et andet statsoverhoved,« fortæller en kilde blandt andet til People og tilføjer, at prins Harry ikke forventer et møde.
Hello Magazines kilder mener, at prins Harry ikke vil møde sin far denne gang, fordi han håber på en invitation til Sandringham senere på året, på trods af at forholdet stadig er noget anspændt.
Den 41-årige prins og hans kone, hertuginde Meghan, trak sig tilbage fra deres kongelige pligter i 2020. De lavede i den forbindelse et interview med tv-værten Oprah Winfrey, hvor de blandt andet anklagede medlemmer af den britiske kongefamilie for racisme.
Med andre ord har forholdet inden for den britiske kongefamilie været anstrengt.

