Godt nok er han indlagt på sygehuset, men britiske prins Philip er altså ikke død.

Derfor var det da også noget uheldigt, at det australske medie Sydney Morning Herald mandag udgav en artikel om prinsens lange liv under sektionen med nekrologer.

Selvom fejlen hurtigt blev opdaget, nåede hurtige Twitter-brugere at forevige fadæsen, som nu er genstand for megen sjov på sociale medier.

»En eller anden kom ved at uheld til at publicere, mens han sad og rettede de sidste detaljer i kladden,« skriver en bruger, mens en anden ganske simpelt skriver: »Ups!«

Andre mindes dengang i november sidste år, da en fransk radiostation kom helt galt afsted, da de udgav omtrent 100 nekrologer på grund af en systemopdatering.

Nekrologer om sprællevende mennesker. Heriblandt prins Philips hustru, dronning Elizabeth.

Radiostationen stod efterfølgende klar med en stor undskyldning – særligt til dem, som nekrologerne havde omhandlet.

Det er ikke kun i udlandet, den type fejl kan opstå.

Pressefolk og politi foran King Edward VII's Hospital, hvor prins Philip i øjeblikket er indlagt.
Pressefolk og politi foran King Edward VII's Hospital, hvor prins Philip i øjeblikket er indlagt. Foto: PAUL CHILDS
Vis mere

Herhjemme havnede Ritzau i samme suppedas for nogle år siden, da nyhedsbureauet ved et uheld sendte nekrologer tilhørende skuespiller Jens Okking, Muskelvindsfondens stifter Evald Krog og generalmajor Niels Holst-Sørensen ud til medierne.

Selvom de to førstnævnte i dag er afgået ved døden, var det altså ikke tilfældet i 2017.

Denne gang er det så en royal brite, fejlen er gået udover. Den 99-årige prins blev i sidste uge indlagt på King Edward VII Hospital i London efter et ildebefindende.

Han er fortsat indlagt, men ifølge hans søn prins Edward, er han i bedring.