Det skulle være den alvorligste belastning af deres ægteskab til dato.

Ifølge flere kilder tæt på prins Harry og hertuginde Meghan Markle lurer en splittelse, der i 2026 kan få vidtrækkende konsekvenser.

Det skriver det amerikanske medie Radar Online.

For spørgsmålet er, om parret og dets to børn, Archie på seks år og Lilibet på fire år, skal vende tilbage til Storbritannien i årets løb.

Ifølge kilderne satte prins Harrys møde med sin far, kong Charles, i efteråret tanker i gang.

Tanker, der efter sigende gør prinsen mere og mere optaget af at genetablere relationen til sin familie i hjemlandet.

Det skulle især være kong Charles' kræftsygdom, der spiller ind på prins Harrys ønske om forsoning.

Men Meghan Markle er langt fra lun på ideen om at returnere til Storbritannien efter fem år i Californien.

Til Radar Online siger en kilde:

»For hende er Storbritannien forbundet med nogle af de mest stressende og smertefulde perioder i hendes liv.«

»Tanken om at vende tilbage vækker minder om konstant overvågning og følelsesmæssig belastning, hun ikke føler sig rustet til at genopleve,« lyder det.

Splittelsen hos det royale par beskrives som alvorlig og 'dybt følelsesladet' i sådan en grad, at den kan ende med at flå ægteskabet i stykker.

Meghan Markle har for nylig offentligt afvist alle skilsmisserygter.