Medie: Andrew får royal begravelse trods skandale
»Hvilket budskab vil en sådan ceremoni ikke sende til Epsteins ofre?« spørger advokaten Gloria Allred, der har repræsenteret 27 af Epsteins ofre.

»Hvilket budskab vil en sådan ceremoni ikke sende til Epsteins ofre?« spørger advokaten Gloria Allred, der har repræsenteret 27 af Epsteins ofre.

Andrew Mountbatten-Windsor får en royal begravelse, når han en dag skal begraves.
Det sker på trods af den tidligere britiske prins' dramatiske ansigtstab, der fik frataget ham alle sine titler efter afsløringerne om hans venskab med sexforbryderen Jeffrey Epstein.
Det fortæller højtstående kilder i Whitehall til det britiske medie The Daily Mail.
Ifølge kilderne er den tidligere hertug af York nemlig fortsat på en hemmelig regeringsliste over royale, der skal have en højprofileret begravelse.
Ordningen er en del af regeringens såkaldte 'broplaner', som – langt i forvejen og i omhyggelige detaljer – fastlægger begravelsesarrangementerne for medlemmerne af det britiske kongehus, skriver avisen.
Dronning Elizabeths begravelse i 2022 fulgte eksempelvis en plan, der fik navnet 'Operation London Bridge', mens Prins Philips blev kaldt 'Operation Forth Bridge'.
The Daily Mail har spurgt den amerikanske advokat Gloria Allred, der har repræsenteret 27 af Epsteins ofre, hvad hun tænker om begravelsesplanerne for 66-årige Andrew.
»Andrew har bragt en skam over den kongelige familie og Storbritannien i forbindelse med hans involvering med Jeffrey Epstein,« siger hun til mediet.
»Under disse omstændigheder opstår spørgsmålet om, hvorfor denne mand skal tildeles den ære at få en kongelig begravelse. Hvilket budskab vil en sådan ceremoni ikke sende til Epsteins ofre?« siger hun videre.