Anholdelsen af den skandaliserede eksprins Andrew blev planlagt af politiet i dagevis, og de vidste, at de ville anholde ham på hans 66-års fødselsdag torsdag.
Især for at vise, at ingen i Storbritannien står over loven.
Nu bringer mediet The Sun nye vilde detaljer om den historiske anholdelse, som mediet har døbt 'Operation Mountbatten'.
Andrew Mountbatten-Windsor blev anholdt på sin bopæl, Wood Farm på Sandringham-godset, og ført til politistationen i Aylsham.
Her havde mange ansatte ifølge The Sun flere dage forinden fået besked om, at de ikke skulle møde på arbejde torsdag, mens de ansatte, der fik lov at møde på arbejde, blot fik at vide, at en »bemærkelsesværdig person« ville blive bragt ind.
Eksprinsen var angiveligt den eneste mistænkte, der blev behandlet på politistationen den formiddag.

Politifolkene var fuldt ud bevidste om, at de netop var i færd med at udføre den mest profilerede anholdelse i mands minde, og intet blev overladt til tilfældighederne, lyder det hos mediet.
Ifølge The Sun har lokale borgere beskrevet politistationen som »uhyggeligt stille«, mens Andrew var derinde. Normalt vrimler det med aktivitet, da det er det nordlige Norfolks primære arrest.
En anonym kilde fortæller mediet, at eksprinsen fik serveret en enkelt kop te.
Ironisk nok af mærket Yorkshire Tea, der er kongelig hofleverandør for Andrews bror, kong Charles.

Teen kunne han så nippe til i de næsten 11 timer, han var på stationen.
»Det er svært ikke at se ironien i, at han fik serveret en kongelig te. Man kunne ikke have skrevet det bedre,« siger kilden til The Sun.
Mediet bringer desuden en anden opsigtsvækkende detalje.
For politiet i Norfolk krævede angiveligt en nedlukning af politiets interne it-system i hele regionen for at sikre, at ingen oplysninger om, hvor, hvornår og hvordan Storbritanniens nummer otte i tronfølgen skulle anholdes.

Allerede fredag kom det frem, hvordan Andrew Mountbatten-Windsor blev behandlet som enhver anden mistænkt kriminel.
På politistationen fik han taget en DNA-spytpodning, fingeraftryk og det velkendte forbryderfoto.
Desuden fik han lov at foretage ét telefonopkald. Det kan du læse mere om HER.
Det skal understreges, at Andrew Mountbatten-Windsor ikke er dømt i sagen om embedsmisbrug. Om han er sigtet i sagen, har det britiske politi ikke oplyst.
