Kronprinsesse Mary har fredag en af sine hidtil største dage som kronprinsesse. Hun har nemlig for første gang været rigsforstander. En ære, som prins Henrik aldrig opnåede.

Og det er en stor ting, fortæller kongehuseksperter. Især fordi det kun er anden gang i danmarkshistorien, at en ikke-danskfødt kongelig får det magtfulde hverv.

Debuten som rigsforstander kommer lige efter, at Kronprinsessen har været flere dage i Indonesien som en markering af 70-året for de diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Indonesien.

Men selv om der ifølge den kongelige kalender ikke er nogen officielle pligter fra fredag til søndag, hvor Mary er rigsforstander, så har der ikke været taget let på begivenheden.

Det fortæller historiker og kongehusekspert Sebastian Olden-Jørgensen.

»Det er stort, for det er noget nyt. Og det er hendes premiere, og det er alt sammen forberedt meget grundigt«, siger han og tilføjer:

»Det er et nyt skridt i kongehuset, at man på den måde får delt op på tronfølgerens opgaver.«

Der er ingen regler om, hvor i Danmark, man skal befinde sig som rigsforstander, og Kronprinsessen passede posten fra kronprinsparrets palæ på Amalienborg.

Kronprinsesse Mary kan nu afløse, når hendes mand, kronprins Frederik eller dronninge Margrethe er ude af landet. Prinsesse Benedikte kan også fungere som rigsforstander.
Kronprinsesse Mary kan nu afløse, når hendes mand, kronprins Frederik eller dronninge Margrethe er ude af landet. Prinsesse Benedikte kan også fungere som rigsforstander. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Dagen var ganske begivenhedsrig. Ifølge kongehusets kabinetssekretær, Henning Fode, havde Kronprinsessen flere opgaver.

Blandt andet fik Kronprinsessen stadfæstet (godkendt, red.) to lovforslag. Desuden fik hun godkendt seks-syv anordninger fra Grønland.

Dertil fik Kronprinsessen også mulighed for at udnævne en tjenestemand samt tage afsked med to. Det drejede sig om udnævnelser af en departementchef samt afskedigelsen af to dommere, der af aldersmæssige grunde måtte stoppe.

Når Kronprinsessen som rigsforstander stadfæster et lovforslag, så foregår det ved, at hun skriver under i Dronningens navn med signaturen 'i Dronningens navn Mary, kronprinsesse, rigsforstander', oplyser Henning Fode.

Prins Henrik var stærk fortaler for mere ligestilling i kongehuset, og ifølge Sebastian Olden-Jørgensen har han på en måde banet vejen for Mary.
Prins Henrik var stærk fortaler for mere ligestilling i kongehuset, og ifølge Sebastian Olden-Jørgensen har han på en måde banet vejen for Mary. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Det er kun anden gang, at Danmark har en rigsforstander, der er indgift i kongehuset.

Første gang var i 1972, hvor dronning Ingrid blev udnævnt til rigsforstander noget tid efter, at hendes mand døde.

Men i modsætning til nu var dronning Ingrid allerede dronning – og hendes mand var død.

»Dengang var der jo ikke længere en konge, men nu er der jo en kronprins. Så på den måde er det en større cadeau til Mary,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Dronning Ingrid blev også rigsforstander. Men det var først efter Frederik IXs død.
Dronning Ingrid blev også rigsforstander. Men det var først efter Frederik IXs død. Foto: Birthe Melchiors
Vis mere

Han mener også, at det er et tegn på en større ligestilling i kongehuset.

Ligestilling i kongehuset var ellers kendt som prins Henriks mærkesag.

Han opnåede dog aldrig at blive rigsforstander.

»Der tror jeg, at han blev lidt klemt i døren, for de første mange år af sit ægteskab med Dronningen var man stadig i det gamle system, hvor det stadig var utænkeligt, at det skulle ske. Da han blev utilfreds og gerne ville have kongetitlen, var 'rigsforstander' jo for lidt. Så egentlig har Mary opnået lidt af den ligestilling, som prins Henrik advokerede for,« siger Sebastian Olden-Jørgensen.

Kronprins Frederik er stolt af, at hans kone er blevet rigsforstander, har han fortalt.
Kronprins Frederik er stolt af, at hans kone er blevet rigsforstander, har han fortalt. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Ifølge historiker Michael Bregnsbo fra Syddansk Universitet er det interessant, at kronprinsesse Mary debuterer som rigsforstander:

»Det er ikke noget, der sker hver dag, og det er en stor ære,« siger han.

Han tilføjer, at kronprinsesse Mary har bevist, at hun klarer opgaven som kronprinsesse rigtig godt.

Selv om det lyder flot at være rigsforstander, er det dog sandsynligvis begrænset, hvor mange opgaver der nødvendigvis havner i Kronprinsessens hænder i de tre dage:

Kronprinsesse Mary har fredag sin første dag som rigsforstander.
Kronprinsesse Mary har fredag sin første dag som rigsforstander. Foto: Henning Bagger
Vis mere

»Men skulle der ske et eller andet, så er det hende, der fungerer som statsoverhoved – som Dronningens vikar. Skulle en minister træde af, eller kommer der nogle gæster på statsbesøg, så er det hende, der skal træde til og tage imod,« forklarer Michael Bregnsbo.

Når Kronprinsessen i disse dage er rigsforstander, skyldes det, at både Dronningen og Kronprinsen er ude at rejse.

Kongehuset vil dog ikke oplyse nærmere om, hvor regenten og tronfølgeren befinder sig.

Dronningen har dog tradition for at tage på juleshopping i London omkring begyndelsen af december.