Marys brudekjole kunne ikke have været mere perfekt, lyder tre danske designeres dom.

»Fuldkommen fantastisk« og »helt vild smuk«, lyder designernes samlede vurdering af Marys brudekjole.

De tre designere B.T. har talt med er alle helt overvældede af Marys kjole. Så smuk. Så stilren.

Det er især kjolens enkle og utroligt rene snit de er imponeret over, og den måde den underbygger Marys personlighed på.

»Hun er så smuk i sig selv, så hun har ikke brug for en dominerende brudekjole, der fylder. Hendes brudekjole skal selvfølgelig være enkel, - der er jo ikke engang et broderi på den, - og det er helt rigtigt set af Uffe Frank,« siger Hanne Grauman, der er gammel studiekammerat med designeren bag Marys brudekjole.

Svæver om halsen
Også Sabine Poupinel er vild med kjolen, men det er især udskæringen der får de store roser frem hos hende:

»Det er meget fint, hvordan udskæringen svæver omkring hendes skuldre. Det er som om den er formstøbt. Og det passer utroligt fint til hendes figur. Selve kjolen sidder også utroligt fint på hendes krop,« lyder det fra designeren.

Helle Hestehaven, fra designduoen Baum Und Pferdgarten er også meget imponeret over kjolen og det samlede udtryk.

»Mary er så smuk med kjolen på. Den er meget klassisk og utrolig ren, og der er nok lidt 50'er over udskæringen og læggene. Og med de lange ærmer er den tækkelig på en meget romantisk måde, og det er virkelig fint gjort af Uffe Frank,« mener hun.

Kjolen er lavet i den skønneste silke, og der er ikke sparet på stoffet. Uffe Frank har fundet på den geniale løsning, at sætte læggene i kjolen i forskellige retninger. På den måde bevæger kjolen sig samtidig med at den alligevel falder tungt ned.

Det leder tankerne hen på en tulipan, og mere perfekt kan det næsten ikke være til et forsommer bryllup i Danmark.

Stor kunst
Sammen med de stilrente ærmer i trekvart længde, giver det et meget roligt og rent indtryk, der sammen med Marys næsten asketiske frisure gør stilen fuldendt.

»Det er stor skrædderkunst at få en kjole til at sidde så flot og til at bevæge sig sådan. Det kan man kun, hvis man har en haute couture bagrund,« fastslår Hanne Grauman.

Designerne er også meget begejstret for kombinationen med kjolen og det fine gamle slør, der har tilhørt Dronning Ingrid.

»Det er en fin kontrast med det gamle slør, der er så smukt. Det er meget fint, at det passer så flot til kjolen,« siger Hanne Grauman.