Kronprinsesse Mary og udviklingsminister Christian Friis Bach (R) fortsatte torsdag deres stramme program under besøget i Jordan.

Fra morgenstunden besøgte de sammen et krisecenter for voldsramte kvinder og derefter et ressource- og informationscenter for de allerfattigste mennesker, der opholder sig i den jordanske hovedstad Amman.

Særligt på kvindekrisecentret, som fra dansk side er støttet og opbygget i samarbejde med KVINFO, blev det en intens oplevelse for kronprinsesse Mary, da hun i sine samtaler med nogle af de voldsramte kvinder fik fortalt de hårdt ramte, ofte enlige, mødres personlige skæbnehistorie eller dele af den.

En tredjedel af verdens kvinder har været eller er udsat for vold, og i et land som Jordan er det tal formentlig alt for lavt sat. Halvdelen af de kvinder, som i desperation møder op på Jordans eneste kvindekrisecenter for alle nationaliteter, er udlændinge.

Bl.a. irakere, palæstinensere, egyptere og kvinder fra det fattige Bangladesh. Disse har typisk været i Jordan i flere år og levet under kummerlige og slavelignende forhold som hushjælp, og hvor de samtidig er blevet udsat for ydmygelser i form af grov vold og seksuelle overgreb.

- Hvad håber I på, når I kommer her?, spurgte kronprinsesse Mary interesseret, da hun sad tæt blandt en del af de kvinder med børn, som lige nu opholder sig i centret.

- Vi vil bare hjem. Hjem til vores eget land, lød svaret, hvorefter en af kvinderne ikke længere kunne holde tårerne tilbage.

Mary trøstede hende ved at række ud og lægge en hånd beroligende på den ulykkelige kvindes arm.

Christian Friis Bach og kronprinsessen fortsætter programmet torsdag eftermiddag med et ministerielt besøg.