Kronprinsparret skød dagen for det store royale motionsløb 'Royal Run' i gang.

Først var det kronprins Frederik, som startede det hele med et brag, da han affyrede startskuddet til et af de aarhusianske løb.

Derefter deltog han selv til fods, hvor han gik en 'one mile'-distance for til sidst med et stort smil at træde over mållinjen.

Her blev han mødt af en pige, som overrakte Kronprinsen en medalje. Hun stod ved siden af en dreng, som delte vand ud.

Kronprins Frederik, da han skød løbet i gang i Aarhus. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix)
Kronprins Frederik, da han skød løbet i gang i Aarhus. (Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix) Foto: Bo Amstrup
Vis mere

Først gav den royale arrangør pigen et venligt klem om skuldrene, og derefter rakte han hånden til vanddrengen.

Kronprinsesse Mary løb både et 'one mile'-løb og et fem kilometers løb i Aalborg, og hun fortalte til og med, at der havde været overskud til at 'hyggesnakke' lidt,

80.000 danskere har meldt sig til at løbe ved det store løb, og man kunne se Kronprinsen, som i år på grund af rygproblemer har været nødsaget til 'kun' at gå en 'one mile'-distance, gennemføre sit løb blandt både gamle og unge.

I år kunne man vælge enten at løbe i Aarhus, Aalborg, København eller i Rønne.

Ligesom man kunne deltage i 'Royal Run' på Færøerne 1. juni.

Dagen for 'Royal Run' var forbundet med en del rejsen for kronprinsparret.

De ankom til Aarhus om formiddagen, derefter tog Kronprinsessen til Aalborg og løb, og sidst på dagen skulle de bakke deres børn op. Børnene skulle løbe i København.

Her skulle kronprins Frederik også deltage i distancen på 10 kilometer, men det skulle dog foregå på cykel og ikke til fods.

Det blev meldt ud forud for løbsdagen, at kronprins Frederik ikke ville kunne klare at løbe den 10 kilometer lange rute på grund af en diskusprolaps.

Alligevel var hele Danmarks tronfølger ikke til at holde væk fra det store arrangement. Han deltog bare på nye vilkår.

Inden løbsstart i København havde kongehuset delt et billede på Instagram, hvor man kunne se kronprinsparrets fire børn med løbeskoene på.

'Om lidt vil jeg sammen med mine søskende løbe en familie-mile. Vi glæder os til at løbe i mål over slotspladsen. H.K.H. Prins Christian,' skrev det ældste af børnene i en tekst, der fulgte med opslaget.